Stephanie river betrækket af sin dyne og fylder det med ting. Tøj, cremer, parfume, neglelak, sko. Hurtigt, inden hendes far kommer hjem.

Kæresten Jeff svinger det fyldte betræk om på ryggen som en sæk og går hurtigt ud i bilen med de sidste rester af det, som indtil nu har været 18-årige Stephanies værelse hos faren.

Så kører de uden at kigge sig tilbage. 10. oktober 2018 bliver derfor sidste gang, Stephanie ser sin far.

»Jeg var ked af det i begyndelsen. Hver gang nogen spurgte ind til ham, så begyndte jeg at hyle. Senere blev jeg vred på ham. Irriteret. Kunne han ikke bare tage sig sammen? Men til sidst var jeg ret ligeglad,« siger Stephanie.

20-årige Stephanie Siguenza van-der Watt.
20-årige Stephanie Siguenza van-der Watt. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Byrd
Vis mere

»Min lillebror Tristan ser ham stadig, og jeg hører lidt gennem min farmor, men det interesserer mig egentlig ikke, hvordan han har det. Jeg vil bare gerne videre med mit liv.«

Stephanie Siguenza van-der Watt blev landskendt, allerede inden hun blev født. Hendes forældre, Christian og Christina, besluttede som 17-årige ikke bare at beholde deres 'smutter', men også at tilmelde sig TV 2's nyskabende dokumentarserie 'Årgang 0', som fra år 2000 og de næste 18 år har ladet danskerne få indblik i fire forskellige familiers helt almindelige liv.

Men Stephanies liv var slet ikke så almindeligt, som det så ud på tv, fortæller den i dag 20-årige kvinde, der derfor har valgt at fortælle sin egen version af det liv, som på tv syntes at indeholde både op- og nedture, men altid store smil og en fornemmelse af, at man let kan overleve lidt turbulens.

»Men det er ikke sådan, jeg husker det. For mig var det ikke bare 'lidt turbulens', det var kaos. Af den slags, der påvirker mig i dag. Af den slags, der slet ikke egner sig til et familieprogram,« skriver hun i bogen 'Stephanie – fra Årgang 0 til frihed', der torsdag udkommer på forlaget Gyldendal.

Stephanie med sin søster Isabella og deres far, Christian van-der Watt, i 2009.
Stephanie med sin søster Isabella og deres far, Christian van-der Watt, i 2009. Foto: Anders Debel Hansen
Vis mere

Det er også her, hun skriver om den dag, hun fandt ud af, at hun ikke længere kunne stole på sin far.

Stephanie og Jeff ønskede at flytte sammen. Og hun vidste, at hun måtte have omkring 60.000 kroner stående på en konto fra de mange lange vagter, hun havde taget i Fakta de seneste to år.

Dem havde hendes far passet på for hende, så hun ikke ville komme til at bruge dem på noget unyttigt.

Men på kontoen stod nu kun sølle 536 kroner.

Stephanie var knust. Skuffet. Hun forsøgte at tale med sin far om pengene og troede i begyndelsen på hans skiftende forklaringer. Men det hele gik i hårdknude, fortæller hun, og til sidst så hun ingen anden udvej end at melde ham til politiet.

Tudende mødte hun op på stationen og fortalte en betjent alt, hvad hun vidste. Han var forstående. Men da han ville sende en vogn ud til farens adresse, gik Stephanie i panik.

»Det måtte ikke være min skyld, at han kom i fængsel igen,« skriver hun i bogen om faderen, som tidligere har siddet inde for væbnet røveri. Og endnu en tur ville hans psyke ikke kunne holde til, mente hun.

Til B.T. fortæller hun, at det ikke kun var hensynet til faren, der holdt hende tilbage.

Stephanie med sin søster Isabella, halvbror Tristan og deres far, Christian van-der Watt, i 2013. Dengang boede pigerne hos faren i Slagelse, mens deres mor boede i Sverige.
Stephanie med sin søster Isabella, halvbror Tristan og deres far, Christian van-der Watt, i 2013. Dengang boede pigerne hos faren i Slagelse, mens deres mor boede i Sverige. Foto: Thomas Marott / TV2
Vis mere

»Min far er utilregnelig, så jeg ved ikke, hvordan han ville reagere. Han er ikke så vild med politiet, så hvad hvis der opstod konflikt? Han kan blive virkelig sur, og han kunne finde på at kalde politiet alle mulige ting og være flabet. Og hvis Tristan og Isabella var hjemme... de ville blive mega bange og ulykkelige. Det kunne jeg simpelthen ikke bære,« siger Stephanie, der er det ældste af sin fars tre børn.

Derfor trak hun anmeldelsen tilbage.

Christian van-der Watt ønsker hverken at be- eller afkræfte sin datters historie. Til B.T. fortæller han, at der er 'to sider af sagen, og den beror på misforståelser', men han har ikke behov for at fortælle sin egen version.

»Det er hårdt at miste kontakten til sin datter, og det er ikke en sag, der skal udspille sig i medierne. Overhovedet,« siger han.

»Jeg ønsker hende det bedste og ønsker hende held og lykke med bogsalget, men jeg har ikke tænkt mig at bakke op om den bog og dens indhold, for det er ikke andet end med til at skabe mere splid og flere historier.«

Stephanie bor i dag hos sine svigerforældre og nyder kernefamilielivet, hvor alle løfter i flok, og hun kan vende sine problemer uden at bekymre sig for, om det er en af de dage, hvor man får et knus og et godt råd, eller om man udløser et raserianfald.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Byrd
Vis mere

Hun har ikke rakt ud til sin far, men er heller ikke blevet kontaktet af ham.

»Op til at jeg blev student, kunne jeg godt mærke, jeg begyndte at få det skidt. Han er jo trods alt min far, og han er altid gået meget op i, at jeg skulle blive mønsterbryder og få en uddannelse. Skulle jeg fratage ham muligheden for at se mig få hue på? Men jeg var ikke sikker på, det ville gavne, og selv om det stod i alle medier, at jeg var blevet student og havde fået 12 i den afsluttende eksamen, så hørte jeg intet fra ham. Og det er fint,« siger hun.

»Og pengene er bare penge. Dem skal der nok komme masser af, hvis jeg arbejder hårdt. Selvfølgelig er det super nederen, at det er ens far, der har taget dem og brugt dem, men det er bare penge, og ingen er kommet noget til. Så jeg er egentlig ligeglad.«