Det gik lynhurtigt, da erhvervsmanden Klaus Riskær onsdag morgen blev far for sjette gang. Hans lille nyfødte søn Adam kom nemlig til verden, da den vordende far et øjeblik havde forladt fødestuen for at hente en kop kaffe.

Det var forretningsmandens 35 år yngre kæreste, Anna Pia Lykke Ring, der selv tog imod den lille ny Riskær. Det afslører den stolte far i en sms-korrespondance med B.T.

'Vi ankom klokken fem, og Anna sprang i et badekar, og modtog Adam selv. Jordemoderen nåede slet ikke at gribe ind, og barnet var født, mens jeg hentede kaffe.'

Den 63-årige iværksætter og forretningsmand har i forvejen fem børn med fire forskellige kvinder. Men selv om Riskær altså har prøvet det før, beskriver han oplevelsen som noget helt unik.

'Det var næsten en spirituel oplevelse at se ud over morgenen, der stod op, og min lille dreng samtidig kom til verden. Og han havde straks griberefleks om fars finger,' skriver han og har også stor ros til personalet på Hvidovre Hospital.

'God oplevelse og fin behandling på Hvidovres toptunede fødselsafdeling,' lyder det fra den nybagte far, som også glæder sig over, at mor og søn snart er klar til at forlade sygehuset sammen med ham.

Det var Riskær selv, der i et opslag på Facebook fra Hvidovre Hospital tidligt onsdag morgen afslørede, at sønnen var på vej. Omkring klokken syv opdaterede han det med den glædelige nyhed om, at kæresten havde født en velskabt søn.

Riskær har dannet par med den 27-årige Anna Pia Lykke Ring siden sommeren 2017. I foråret afslørede han så på Facebook, at kæresten var i lykkelige omstændigheder. Dengang skrev han på det sociale medie, at 'hvis man vælger en kæreste i den alder, så må man også forstå, at der er hensyn, der skal tages, og Anna skal have sit barn, som mange unge kvinder ønsker at få et barn'.