Først var der Iben Hjejle. Så kom Lene Nystrøm og derimellem de mange sidespring. I den nye 'Klovn'-film har Casper Christensen fundet en ny 'eneste ene'.

I filmen hedder hun 'Fnug', er gravid med Caspers barn og har en vanvittig mor i form af skuespiller Maria Rich ('Bedrag III').

I virkeligheden hedder den 29-årige model og skuespiller Camilla Lehmann, og hun ankom glad til premieren på 'Klovn The Final'.

»Jeg har altid været fan af 'Klovn'. Jeg har set det, siden jeg var lille og har aldrig været en af dem, der ikke kunne tåle at se det, fordi det var for pinligt,« fortalte hun til B.T. på den røde løber.

Camilla Lehmann på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final', i Bremen Teater onsdag den 29. januar 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Camilla Lehmann på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final', i Bremen Teater onsdag den 29. januar 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Casper Christensen og Frank Hvam havde tænkt på, at Casper og 'Fnug' skulle giftes i den sidste film. Den ide droppede de igen, ligesom at Camilla Lehmanns rolle også ændrede sig en lille smule undervejs fra at være noget med yoga til en hippie.

»Det var virkelig sjovt at gå på arbejde. Vi hyggede os bare. De har været så gode til at tage imod alle os nye, så det virkede naturligt.«

Hun går som sagt i både Iben Hjejle og Lene Nystrøms fodspor. Hun fortæller, at de gerne ville have en helt anden type kvinde til Casper denne gang.

»De ledte efter en der var mere... Sådan en han oprigtig kunne holde af og elske. En hvor det var tydeligt, at de rent faktisk gerne ville være sammen,« fortalte hun med et smil.

Frank Hvam og Casper Christensen på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final', i Bremen Teater onsdag den 29. januar 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Frank Hvam og Casper Christensen på den røde løber til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final', i Bremen Teater onsdag den 29. januar 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Camilla Lehmann afviser grinende, at hun har talt med Casper Christensens rigtige kone Isabel om hvordan, man håndterer Casper.

»Haha, nej jeg har ikke talt med hende. Han har heller ikke talt med min kone om det.«

Hverken Lene Nystrøm eller Iben Hjejle dukkede op på den røde løber.

Den nye tredje 'Klovn' film har premiere torsdag.