Emil Bay Mortensen kan prale af at være Danmarks p.t. mest eftertragtede landmand.
I traileren til den nye sæson af 'Landmand søger kærlighed', der har premiere 17. august, afsløres det, at den 26-årige østjyde har slået rekorden i antal kvindelige bejlere.
Tidligere lød rekorden på 126 breve, men den har Emil Bay Mortensen nu slået med 129 kærestebreve, som han i de første programmer skal skære ned til fem dates.
»Det var ret surrealistisk. Det glemmer man ikke lige foreløbig,« fortæller Emil Bay Mortensen til B.T. om øjeblikket, da han blev præsenteret for den enorme mængde breve af vært Lene Beier.

»Det er da sjovt og rart at vide, at man har rekorden, men det var jo selv ikke noget, jeg havde tænkt over, da jeg kom med,« tilføjer han.
Han vidste i foråret slet ikke, at en veninde havde tilmeldt ham TV 2s populære datingprogram.
Da castingprocessen gik i gang, var han længe skeptisk og overvejede at springe fra, men hen ad vejen tænkte han, at det nok ikke gjorde skade at prøve af, da han blandt andet ikke er fan af score-appen Tinder.
»På Tinder bliver du vurderet på et par billeder. Jeg tror generelt, at jeg er en fyr, der skal opleves,« forklarer han og fortæller, hvorfor han endte med at sige ja til at være med i 'Landmand søger kærlighed':
»Jeg har set alle tidligere programmer – vi så det blandt andet på landbrugsskolen – og jeg kender Troels Hymøller, der var med i det tidligere, og han forsikrede mig om, at han selv ville gøre det igen, hvis han kunne. Så googlede jeg også på et tidspunkt 'Landmand søger kærlighed fortryder', og da der ikke dukkede nogen artikler op, tænkte jeg, at det nok var harmløst,« griner han.
Emil Bay Mortensen kan endnu ikke tale om, hvordan det var at være med i 'Landmand søger kærlighed'. Han vil dog gerne sætte et par ord på, hvad han gik efter, da han skulle udvælge sine fem dates:
»Jeg kiggede selvfølgelig på billederne, og ellers gik jeg meget op i, hvordan de havde beskrevet sig selv, og om de kunne passe ind i mit liv. Jeg kan for eksempel ikke finde ud af at bo i en storby,« fortæller han med henvisning til, at han til daglig bor på sin families gård ved landsbyen Haldum mellem Randers og Aarhus.
»Nogle breve stak jo bare ud, og deres tekst måtte gerne være fuld af humor og glimt i øjet. Jeg tror, jeg brugte fem timer på at læse brevene igennem den første dag, og dagen efter brugte jeg to timer igen og læste alle breve én gang til for at sikre mig, at jeg ikke havde overset noget.«

Udover Emil Bay Mortensen kan man i den kommende sæson af 'Landmand søger kærlighed' møde 25-årige Maxine Sørensen fra Nordsjælland, 73-årige Svend Erik Paulsen fra Sønderjylland, 29-årige Christian Frigaard fra Hobro og 45-årige Allan Jensen fra Mariager.
Sidstnævnte har sin egen firelængede gård, er æggeproducent og bliver den første homoseksuelle landmand i programmet.
Det er ottende gang, at TV 2 sender 'Landmand søger kærlighed', og udover hovedprogrammet på TV 2 kan man på TV 2 Play følge 'Den unge landmand' i form af 21-årige Karoline Wraae.