DR kan ikke få homoseksuelle til at tilmelde sig 'Gift ved første blik'. Mads Dyrby er homoseksuel og vil gerne være med. Der er bare ét problem.
Da man for nylig annoncerede premieredatoen for den syvende sæson af det populære matchmaking-program, lød det endnu en gang fra DR-redaktør Stine Preem, at man har en udfordring med diversiteten, når det kommer til medvirkende.
DR erklærer, at man 'sindssygt gerne' vil have en bredere repræsentation med hensyn til etnicitet og seksualitet, men de får simpelthen ikke nok ansøgere til, at det giver mening at danne par udover den sædvanlige 'mand-kvinde'-konstellation.
B.T. har spurgt Stine Preem, hvor mange homoseksuelle eller folk med anden etnisk herkomst end dansk der tilmelder sig, og hvor mange der er brug for. Det vil hun ikke svare på, men skriver i en mail:
»I serien er det ene og alene eksperterne, der vurderer, om der er mulighed for at danne par, og det er derfor en kvalitativ vurdering, om et par kan dannes. Mere end det kan vi desværre ikke rigtige sige om det.«
B.T. har også spurgt landsforeningen LGBT+, om de har et bud på, hvorfor der blandt andet ikke er 'nok' homoseksuelle, der melder sig til 'Gift ved første blik'. Her lyder det fra kommunikationskonsulent Jakob Steensen Nielsen:
»Jeg er bange for, at vi ikke har noget kvalificeret svar på det – andet end at det virker til, at folk ikke har lyst.«
Der findes dog nogle, der gerne vil giftes på tv.

Mads Dyrby, der senest har været med i Discovery+ datingprogram for homoseksuelle 'Prince Charming', fortæller, at han tilmeldte sig forrige sæson af 'Gift ved første blik', men aldrig kom i betragtning.
»Jeg hørte aldrig fra dem og tænkte, at det nok var, fordi der ikke var nok (homoseksuelle, red.) ansøgere.«
Mads Dyrby fylder 30 til næste år og fortæller, at han er fuldt ud klar til at slå sig ned. Selvom 'Prince Charming' var et reality-tv-program, var hans oplevelse, at alle deltagere gik ind i programmet med et oprigtigt ønske om at finde en kæreste.
»Det var rigtige følelser, der kom i spil. Det, jeg godt kan lide ved 'Gift ved første blik', er, at man ikke selv er herre over, hvem man skal giftes med, og at man skal give alt, hvad man har, for at lære den anden person at kende. «

Mads Dyrby synes, at der generelt er for få minoriteter repræsenteret i danske tv-programmer.
»Tag fx 'Ex on the Beach', hvor flere lande har haft homoseksuelle med. Det har vi stadig ikke haft i Danmark. Jeg tror, det vil være spændende at følge to homoseksuelle blive gift i 'Gift ved første blik'. Jeg håber, det ændrer sig. Hvis de kan garantere, at de virkelig vil have et par med, som er to fyre, så kunne jeg godt finde på at melde mig igen.«
Spørger man flere af de medvirkende fra 'Prince Charming', er opbakningen til 'Gift ved første blik' dog ikke lige så stor.
Programmets hovedperson, Jonas Løvik, svarer kort til B.T., at han ikke har ansøgt om at være med og heller aldrig kommer til at gøre det.

Mads Pahl sætter flere ord på.
»Alternativet for mig vil svare til at mødes med et 'hookup', flyve til Las Vegas og blive gift, og så finde ud af, at det ikke er noget for mig. Spild af tid, men selvfølgelig en oplevelse rigere.«
Andreas Szwarc har heller ikke forsøgt at komme med. Han synes, det kunne være sjovt at prøve, men føler, at det samtidig vil være en for stor forpligtelse.
»Jeg synes, der er en ærgerlig tendens blandt deltagerne, at de stoler blindt på matchet. Det virker for mig, som om de allerede har besluttet sig for, at de bare må og skal elske deres ægtefælle ved første møde. I virkeligheden er det jo blot en meget spøjs og alternativ første date,« lyder det fra Andreas Szwarc, der tilføjer:

»Matchmakerne har muligvis ret i deres match, men kemi og kærlighed opstår over tid ,og jeg tror, at det til tider bliver forceret, fordi de er forelsket i ideen om at være forelsket. At der ikke er nogen par med af anden etnisk baggrund eller seksualitet, er vel, fordi ingen har tilmeldt sig eller ikke er et match? Når det så er sagt, så støtter jeg alle deltagernes jagt og søgen efter den eneste ene, og jeg håber, de nye par finder den person, der er rigtig for dem.«
I den australske udgave af 'Gift ved første blik' har man indtil videre haft to homoseksuelle par. Først to mænd i 2016 og siden to kvinder i 2020. Begge par holdt dog ikke programrækken ud.
Syvende sæson af 'Gift ved første blik' har premiere 19. august.