Johnny Depp har allerede fået et spark rent arbejdsmæssigt efter den kontroversielle retssag mod ekskonen Amber Heard. Det samme bør, ifølge kritikere, ske for hende.

Således har hele 1,5 millioner personer skrevet under på, at Amber Heard skal udelukkes fra filmen 'Aquaman 2'.

Det skriver New York Post.

Ifølge avisen hævder kritikerne, at Heard bevidst har haft som mål at ødelægge Johnny Depps karriere i Hollywood ved at lyve og anklaget ham med falske beskyldninger.

Amber Heard og Johnny Depp.
Amber Heard og Johnny Depp. Foto: GIUSEPPE CACACE, TIZIANA FABI
Vis mere

Den kontrovers, der blev afsluttet tidligere i november, vedrørte Johnny Depp, Amber Heard og avisen The Sun.

I 2018 skrev The Sun, at Depp havde begået vold mod sin ekskone, 34-årige skuespiller Amber Heard. Han blev i artiklen kaldt 'wife-beater'. Johnny Depp lagde efterfølgende sag an mod The Sun for bagvaskelse, efter at avisen havde skrevet, at han var skyldig i hustruvold.

Retssagen begyndte i juli i London, og i den 3 uger lange retssag fløj beskyldningerne frem og tilbage. Begge anklagede hinanden for vold, men i sidste ende faldt retssagen ud til Amber Heards fordel.

Dommer Andrew Nicol sagde, at Depps klager om injurier ikke holdt, og The Sun kunne med rette kalde Depp for 'wife-beater'. Amber Heard gik derimod fri.

Depps nederlag fik siden konsekvenser for Depp, da han blev smidt af rollelisten til filmen 'Fantastiske Skabninger 3'. Hans rolle er nu i stedet gået til Mads Mikkelsen.

Og ifølge de 1,5 millioner personer bør Amber Heard altså også trække sig fra sit kommende filmprojekt, hvilket Heard selv afviser pure.

»Betalte rygter og kampagner på sociale medier dikterer ingenting, fordi de ved ikke, hvad der foregår,« sagde hun 12. november til Entertainment Weekly og tilføjede:

»Fans gjorde 'Aquaman' og 'Aquaman 2' mulig, og jeg glæder mig til at begynde næste år.«

Amber Heard og Johnny Depp var gift i 15 måneder.