Der blev leveret mål, point og sejr fra start, da Aalborg Pirates fredag aften besejrede Odense i årets første kamp. Det er dog ikke nok for sportschefen.
De nytilkomne pirater på Aalborg-besætningen leverede fra start, da Odense Bulldogs efter to gode Pirates-perioder måtte skøjte retur med et 2-5-nederlag i tasken.
Både den canadiske import Ian Edmondson og sæsonens store handel, hjemvendte Patrick Bjorkstrand leverede mål i den sikre sejr.
Men det betyder ikke at sportschef og assistenttræner Ronny Larsen er færdig med at præsentere nye folk.

»Vi kigger hele tiden. Vi vil stadig gerne have en back og en forward, men der er ikke noget nyt under opsejling. Dukker det rigtige op, så er vi klar, men det kan være, at der snart sker noget,« teaser Ronny Larsen til Nordjyske.
Ifølge reglerne i Isligaen, har piraterne stadig plads til to ekstra udlændinge, de såkaldte 'imports'.
Sidste sæsons sølvvindere skal gerne have vekslet medaljen til et finere ædelmetal. Til det formål er NHL-spiller Oliver Björkstrands storebror Patrick hentet til Nordens Paris til den i forvejen bugnende danskerkoloni med OL-aktuelle Julian Jacobsen i spidsen.
De kunne sammen begejstre Danmarks største ishockeypublikum til fredagens premierekamp, der var den første med tilskuere, efter covid-19 lagde tribunerne øde i sidste sæson og aflyste den forrige.

2.566 var i Gigantium og kunne se Aalborg vinde med periodecifrene 2-0, 3-1 og 0-1.



