Esbjerg Energy var ude i tovene, men vandt 3-2 over Rødovre Mighty Bulls på hjemmebane i Metal Ligaen, mens Aalborg Pirates sikkert slog Odense Bulldogs.
Hjemmeholdet var bagud 0-2, men scorede tre gange i opgørets sidste 11 minutter - inklusiv en scoring af Søren Nielsen 11 sekunder før tid.
Kampen var holdenes første i ligaen i denne sæson.
I en statistisk tæt og forholdsvis livlig kamp var Rødovre længe det eneste hold, der kunne få pucken i mål.
Efter 17 minutter slog Jonathan Brinkman Andersen til efter en god Esbjerg-periode og skabte en 1-0-føring, der holdt længe.
Rødovre udnyttede en sløset Esbjerg-pasning og øgede til 2-0 ved nyankommende Brady Vail syv minutter inde i tredje periode, men det vækkede også hjemmeholdet.
Først viste Søren Nielsen stort overblik og assisterede amerikanske Craig Puffers 1-2-reducering. Og siden sendte Kale Kerbashian flot pucken i nettet til 2-2 langt ude fra, mens to holdkammerater blokerede Rødovre-målmandens udsyn.
Og blot 11 sekunder før tid tog Søren Nielsen sagen i egen hånd og tæskede sejrsmålet i kassen.
I Aalborg havde hjemmeholdet noget nemmere ved at indfri sin favoritværdighed mod Odense Bulldogs.
Aalborg Pirates sejrede 5-2 takket være blandt andet scoringer af Patrick Bjorkstrand og canadiske Ian Edmondson.
/ritzau/

