Den canadiske NHL-spiller Patrick Marleau var over julen taget på hotel med sin familie.

Hvad der skulle være den rene afslapning for familien, endte med at blive et chok og tæt på et mareridt for den seks mand store familie.

Det skriver Patrick Marleaus kone, Christina Marleau, i et tweet.

'Brody ville gå ned til poolområdet, hvor han havde glemt sine solbriller. En kvinde begyndt dernede at følge efter ham, imens hun stillede ham spørgsmål. På et tidspunkt griber hun ud efter ham. Heldigvis var der også en anden familie dernede, der reddede ham og tog ham i sikkerhed,' skriver hun, inden hun sender en tak til familien, der reddede sønnen.

'Da Brody ringede, løb vi derned med det samme. Jeg fortalte kvinden, der prøvede at kidnappe ham, at politiet var tilkaldt. Hotelpersonalet bad naturligvis kvinden om at forlade hotellet efterfølgende og ikke komme igen.'

Christina Marleau skriver ikke specifikt, hvad hotellet hedder, eller hvor det ligger. Hun afslutter opslaget med at fortælle, at Brody har det godt trods omstændighederne.

Den 42-årige Patrick Marleau anses for at være en vaskeægte San Jose Sharks-legende. Han blev i 1997 draftet som nummer to af alle i ligaen til San Jose Sharks, hvor han spillede de næste 20 år.

Her kom han også ind i en eksklusiv klub, da han spillede over 1.400 kampe for klubben. Det er der kun fem, der har gjort nogensinde i NHL.

Efter to afstikkere kom Marleaus tilbage til San Jose Sharks i 2020, hvor han skrev en etårig aftale med klubben.