Det svenske ishockeyforbund forstår intet af det internationale forbunds, IIHF, beslutning om at aflyse junior-VM for piger under 18 år.

Turneringen skulle være løbet af stablen fra 8. januar, men nu skal den ikke spilles på baggrund af den stigende coronasmitte og restriktionerne, og der er ikke planer om at rykke det hele til et senere tidspunkt.

Aflysningen sker, samtidig med at drengene får lov at spille deres turnering, hvor finalen er planlagt til 6. januar – altså kun to dage inden pigernes turnering skulle være gået i gang.

Der er derfor tale om forskelsbehandling af kønnene, mener kvinderne, der har skrevet deres holdning i et åbent brev.

»Smitter vi mere end mændene? IIHF meddelte, at alle turneringer i løbet af januar vil blive aflyst. Hvorfor flytter man det ikke i det mindste som et forslag? Det er også bemærkelsesværdigt, at drengefinalen spilles 6. januar, mens vores turnering ville være startet 8. Hvad ændrer sig fra coronaens synspunkt på to dage?« lyder det i brevet fra kvindelandsholdet.

»Drengene har også været i en boble i ti dage for at undgå corona, hvilket er forståeligt. Men hvad forhindrer os i at gå igennem det samme? Vi mener, at det er et spørgsmål om ligestilling, og det er uretfærdigt. Vi føler os nedgjort,« tilføjer de, inden de kommer med endnu et svirp med halen.

»Det er forskelsbehandling i vores øjne. Forhåbentlig vil der blive fundet en foranstaltning, der gør det muligt for hundredvis af piger at nå deres drømme.«

Junior-VM for drenge gik i gang søndag.