Den legendariske ishockeyspiller Mike Bossy har fået en forfærdelig besked, og han har derfor delt en kedelig nyhed.

Den 64-årige canadier er nemlig blevet diagnosticeret med kræft i lungerne. Det skriver Aftonbladet.

Den tidligere New York Islanders-stjerne siger ifølge det svenske medie i en udtalelse, at han ikke giver op uden kamp. Han vil kæmpe mod den frygtede sygdom.

»Jeg kan forsikre jer om, at jeg vil kæmpe lige så hårdt, som jeg gjorde ude på isen,« lyder det eksempelvis fra Mike Bossy.

Ishockeylegenden, som vandt fire mesterskaber i streg i 1980erne, har været ekspert hos TVA Sports de seneste år. Det må han nu sætte på pause.

»Det er med stor sorg, at jeg nu bliver tvunget ind i denne obligatoriske arbejdspause. Jeg kan forsikre jer om, at jeg agter at kæmpe med den samme beslutsomhed og entusiasme,« siger han videre og fortsætter:

»Den samme beslutsomhed, der hjalp mig med at nå mine drømme og mål, der tog mig til den absolutte top.«

Mike Bossy lavede hele 573 mål i 752 kampe. Selvom han til tider blev overskygget af eksempelvis Wayne Gretzky, så betragter de fleste ham som en af de største stjerner i NHL.