Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det er forsvindende få, der ved familiefrokosten kan prale med en OL-deltagelse. Især hvis det er vinter-OL, og man er fra Danmark.

Men til påskefrokosten hos familien Jakobsen i Klarup uden for Aalborg vil der være to, når OL i Beijing er afviklet med både Josefine og Julian Jakobsen som deltagere.

Begge ishockeysøskende – storebror på 34 fra Aalborg Pirates og lillesøster på 30 fra Djurgården – er udtaget til de to ishockeylandshold, der for første gang nogensinde har kvalificeret sig til legene.

»Jeg ser ham jo ikke så meget til dagligt, så det er kæmpestort,« lyder det fra Josefine, der dog ikke har nået at tale så meget om de vilde vinterlege, de nu er i gang med.

Josefine og Julian Jakobsen. Privatfoto.
Josefine og Julian Jakobsen. Privatfoto.
Vis mere

»Vi har da vendt situationen henover julen,« siger hun med nordjysk underspillethed – det var dog mere end almindeligt svært, da storebror Julian var ramt af corona. Og storebror er han også, når han bliver spurgt til, hvad det betyder for søskendeparret:

»Der er jo ikke mange gulerødder i kvindeishockey, uden at det skal lyde forkert. Men jeg er bare glad på hendes vegne. Bare oplevelsen vil hun ikke kunne bytte for nogen penge – men nu er det jo ikke en engang sikkert, vi får lov at se hinanden,« siger han med henvisning til de strikse kinesiske coronaregler.

De to Jakobsen'er er en del af den danske hockeyhumlebi-historie, der i årevis har sloges med verdenseliten og nu – endelig – banket døren ind til det forjættede OL-land:

»Både hvis man ser mig og Julian, så har vi jo haft en kæmpe drøm om det her, siden vi var små,« siger Josefine.

Julian Jakobsen (billede fra sidste års DM-finaler) gør sig til daglig i hjembyen Aalborg, mens søster Josefine fortsat er aktiv i udlandet.
Julian Jakobsen (billede fra sidste års DM-finaler) gør sig til daglig i hjembyen Aalborg, mens søster Josefine fortsat er aktiv i udlandet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad er størst – at I har kvalificeret jer, eller at herrerne har?

»Kvinderne!« siger Josefine Jakobsen prompte og henviser til herrernes fejlslagne forsøg i Minsk forud for OL i 2018.

»De havde en gylden mulighed sidst. Vi har også haft muligheder, men der er jo ikke på samme måde storsatset på os. Vi havde chancen for 10 år siden inden Vancouver, og det var mere held end forstand, at vi var én kamp fra OL. Det er kæmpestort af herrerne, men endnu større at vi har gjort det. Det er stadig lidt uvirkeligt.«

Forelagt den påstand fra lillesøsteren er der dog ikke uenighed i familien:

For fem år siden var Josefine Jakobsen også med i forsøget på at sikre Danmarks kvinder en historisk OL-deltagelse.
For fem år siden var Josefine Jakobsen også med i forsøget på at sikre Danmarks kvinder en historisk OL-deltagelse. Foto: EDDY RISCH
Vis mere

»Den kan hun godt få. Nu har jeg jo også kun selv været med til at skuffe,« siger Julian Jakobsen om kvindernes præstation.

Der er da også økonomiske, praktiske og fysiske forskelligheder, fordi ikke nær så mange er professionelle. I Danmark spiller Josefine Jakobsens landsholdskammerat Simone Jaquet således kamp med U17-drengene for at blive matchet. Josefine selv er – trods stjernestatus – heller ikke på fuldtid:

»Jeg er jo ikke professionel på dén måde, men det arbejde, jeg har ved siden af, gør, at jeg føler mig professionel,« fortæller Josefine, der i Sverige har timer på Djurgårdens hockeygymnasium, der giver hende flere timer på isen.

»Jeg har selv taget et valg. Jeg er jo ikke blevet millionær eller har en stor opsparing, men så har jeg haft rigtig meget hjælp fra min familie – især mine forældre.«

Udenfor sæsonen har de to søskende også tid til is. Privatfoto
Udenfor sæsonen har de to søskende også tid til is. Privatfoto
Vis mere

Heller ikke brormand er på fuldtid, da han ved siden af ishockeyen arbejder for Sparekassen Danmark. »For det meste hjemmefra,« siger han med et glimt i øjet omkring coronasituationen, hvor han med det historiske OL i sigte helst ikke skulle pådrage sig smitte.

»Vi får stadig lov til at udleve vores hobby, som også er vores levevej. Når jeg ser nogen på mit hold med job ved siden af, tænker jeg: 'Godt det ikke er mig.' Man kan ikke alt, og det har vi da snakket om,« siger storebror Jakobsen om balanceakten mellem topsport og civilt arbejdsliv.

Med NHL-spillernes afbud til OL, betyder det en bærende rolle for deltidshockeyspilleren fra Aalborg Pirates, der har det ambivalent med at stjernerne over there ikke kan deltage – det giver Danmark muligheder, men fjerner også lidt af stjernestøvet.

»Jeg tror sgu ikke, man kan huske Julian Jakobsen om så mange år.«

Selvom der er lighedstræk arbejdsmæssigt, er det ikke dér, de to aalborgensere udveksler mest erfaring.

»Det kunne da godt være, vi skulle til at gøre det,« griner Julian Jakobsen.

De bruger mest hinanden hockeymæssigt, hvor de begge spiller center og er ledere på deres hold. Julian er kaptajn for Aalborg og Josefine på landsholdet. Som den ældste er rådene mest kommet fra storebror, siger Julian en anelse tøvende, inden han hurtigt påpeger, at det ikke er nødvendigt med mange råd:

»Nu er hun så heldig at være en lynende intelligent ishockeyspiller. Det er dér, hun kunne differentiere sig. Det kommer sig også af hendes høreapparater, og at hun er hørehæmmet.«

Josefine Jakobsen spiller nemlig med høreapparater. Som fireårig mistede hun en stor del af sin hørelse, men det er ikke noget, der fylder til daglig.

»Mange ved det ikke,« siger hun og forklarer, at hun mundaflæser og helst skal se personen, hun taler med. Og det har altså været med til at give nogle fordele på isen, ifølge broren:

»Overblikmæssigt og teknisk har jeg altid syntes, hun var en af verdens bedste. Hun har aldrig – og det ved hun godt selv – haft den store motor, så hun kører lidt på noget diesel. Havde hun haft farten, havde hun været i top-fem i mange år. Skud, teknik og overblik er hun en af verdens bedste,« lyder de flotte skudsmål fra det, der næsten lyder som en stolt storebror.

Og fordi de har boltret sig på samme underlag, har lillesøster også uundgåeligt kigget på storebror. Men ikke kun for hans evner som ishockeyspiller.

»Jeg er meget motiveret af, hvordan han klarer det. Hvordan han er på isen og hans lederegenskaber – også uden for isen. Jeg synes jo, han går forrest i alle kampe,« siger 30-årige Josefine om 34-årige Julian.

Andre læser også