»I hjertet er kvindeholdet helt klart mit hold. Men mentalt vil jeg hellere til drengetræning.«
Ordene kommer fra Simone Jaquet.
I november skrev hun ishockeyhistorie, da hun kvalificerede sig til OL i Beijing med det danske kvindelandshold.
I december var aalborgenseren tilbage i Nordjylland til sit fuldtidsjob som klinikassistent med seks ugentlige træninger og et familieliv med to piger og en mand, der også er bidt af en gal ishockeypuck.
»Nogle gange tænker jeg: 'Hvorfor har vi ikke en seng herude?'« lyder det med et smil, da B.T. taler med landsholdsbacken fra AaB Ishockey.
For pigerne på syv og tre har allerede fået skøjter på, mens manden, Nickolai Thrysøe, er en del af trænergruppen på kvindernes U18-landshold.
Men det er ikke hverken guldrandet eller topprofessionelt, når man skal jonglere med elitehockey, familie, fuldtidsjob 24 timer.
»Der er nogle dage, hvor vi føler, vi lever i hallen. Hvor man er der fra halv fem, og så kører min mand hjem med pigerne halv syv, og så fortsætter jeg til halv ti,« siger Simone Jaquet, der samtidig glæder sig over, at de er fælles om sporten.
»Vi får det bedste ud af det og har et rigtig godt bagland. Den store på syv elsker interval og styrketræning. Så der får vi lidt kvalitetstid ud af det også,« fortæller landsholdsbacken, der er én af blot 215 registrerede kvinder mellem 18 og 40 år, der dyrker ishockeysporten i Danmark.
Og desværre er Aalborg ikke epicentret for kvindeishockey, selv om det glider den rigtige vej.
»Jeg kan godt mærke, at klubben tager pigerne mere seriøst. Vi får bedre træningstider, og det er rart, at det går den vej, når man for mit vedkommende er den eneste på seniorlandsholdet,« fortæller hun om udviklingen.
I flere år har Simone Jaquet selv været spillende assistenttræner for AaB Ishockey, men for at fokusere på OL og sin landsholdsplads er det nu droppet.
Backen har som led i en satsning fra DIU fået lov at spille med AaBs U17-drengehold. Ikke bare træning og træningskampe, men familiemoren spiller også gældende turneringskampe som holdkammerat til aalborgensiske teenagere.
»Det jo fedt. For mig er det ligesom at spille med landsholdet, for du får brugt din fysik,« siger backen.
»Det giver meget. De skulle da lige vænne sig til det – også, at det var en, som også kunne svare igen og havde noget at give: 'Hun kommer med noget. Det er ikke farligt at give hende pucken,'« siger Simone Jaquet om velkomsten fra drengene.
Men det betyder også, at hun har en skøjte i to lejre – kvindeholdet, der spiller i den bedste række, og U17-drengeholdet.
Og så er vi tilbage ved det med, at der er et hold i hjertet – kvindeholdet – og et hold til at vedligeholde både hjernen og fysikken.
»Mentalt vil jeg hellere til drengetræning,« siger Simone Jaquet og understreger, det ikke er en kritik af sine kvindelige holdkammerater.
»Det kan være svært indimellem for et hold, der hellere vil det som motion. Når vi er på is, prøver de piger, jeg spiller med, at gøre deres bedste. Det er ikke altid nemt. Man har sine kampe mentalt,« siger hun og kalder igen kvindeholdet for sit hjerteblod.
»Det er jo mit hold, fordi det har handlet for mig om finde det fede i sporten sammen med dem og give noget videre til dem. Flere af dem er da også inde omkring U18-landsholdet,« forklarer den tidligere assistenttræner.
Pladsen på U17-holdet er også en erkendelse af, at tre træninger om ugen med kvinderne ikke er nok, siger nordjyden med det frankofile efternavn.
Og der er noget med franskklingende navne og kvindelige vinter-OL-atleter.
Efter Nagano i 1998 vidste alle, hvem curlingheltinden Dupont var – og efter Beijing i 2022 er det Jaquet fra Aalborg, vi måske skal vende os til.
Men den ydmyge nordjyde er ikke helt sikker på, om hun er klar til at blive kult, hvis kvinderne flyver som en humlebi i Beijing.
»De første par gange, nogle henvendte sig, forstod jeg det ikke. 'Hvorfor lige det?' Men jeg synes, vi er blevet godt forberedt til det, og unionen gør deres for at forberede os på, hvad der kan vente os. Jeg har det fint med det. Men jeg har også været i gamet i mange år, så jeg tænker ikke så meget over, om mit hår sidder rigtigt, som mange af de unge piger,« siger backen og fortsætter:
»Det er fedt med fokus, for vi har brug for det. Vi skal have flere til at spille ishockey. Det er ikke bare hyggehockey,« understreger Simone Jaquet, der flyver til Kina 27. januar og retur igen 17. februar.
Af gode grunde vil hun derfor ikke være at finde på tandlægeklinikken, mens hun tager slåskampe på is med verdenseliten.
Og den oplevelse er der også forståelse for hos arbejdsgiveren.
»De kom og sagde: 'Hvis jeg siger nej, er det så rigtigt opfattet, at du siger op?' 'Øøøøh jo,' svarede jeg så,« siger hun med et grin og får igen understreget kontrasten til toppen af poppen:
»Men jeg får fri – og betaler selv lidt af egen lomme.«
