Rødovre-drengen Lars Eller fortæller i ny bog om de danske NHL-spillere om de største dage i sit hockeyliv

På en af årets første dage i 2007 blev der skrevet ishockeyhistorie, da New York Islanders' Frans Nielsen som første dansker debuterede i NHL.

Få måneder senere gjorde Jannik Hansen sin entré i NHLs playoff for Vancouver Canucks.

Og så gik det ellers slag i slag: Mikkel Bødker, Peter Regin, Lars Eller, Philip Larsen, Oliver Lauridsen, Nicklas Jensen, Frederik Andersen, Nikolaj Ehlers, Oliver Bjorkstrand, Patrick Russell, Joachim Blichfeld og Alexander True.

Det hele nåede sin kulmination, da Lars Eller 7. juni 2018 blev den første dansker til at hæve Stanley Cup-trofæet.

Stanley Cup-heltene blev hyldet af i titusindvis af fans under den tre-fire timer lange sejrsparade i bus gennem Washington. Til venstre Lars Eller og datteren Sophia på seks år.
Stanley Cup-heltene blev hyldet af i titusindvis af fans under den tre-fire timer lange sejrsparade i bus gennem Washington. Til venstre Lars Eller og datteren Sophia på seks år. Foto: Alex Brandon
Vis mere

14 danske ishockeyspillere har gennem årene optrådt på verdens største ishockeyscene, og den fascinerende historie fortælles af journalisten Michael Søvsø i den netop udkomne bog 'Danskerne i NHL – en liga for sig', der udkommer på Lindhardt og Ringhof.

Michael Søvsø har med stort hjerte og stor viden skrevet om ishockey i næsten 25 år, og ingen er tidligere kommet så tæt på de danske NHL-spillere.

Forfatteren er i dag redaktør for Metal Ligaens hjemmeside og har tidligere skrevet bøgerne 'Fra pionerånd til verdensklasse' om dansk ishockey samt to bøger om Vojens, begge i samarbejde med Per Jessen.

B.T. bringer her et uddrag fra historien om den første danske Stanley Cup-vinder, Washington Capitals' Lars Eller:

Lars Eller i jubel efter at have scoret matchvindermålet i den femte finalekamp om Stanley Cup
Lars Eller i jubel efter at have scoret matchvindermålet i den femte finalekamp om Stanley Cup Foto: Gary A. Vasquez
Vis mere

Danskerne i NHL: Lars Eller

Den 6. juni 2018 fløj Washington Capitals igen den fem timer lange tur til Las Vegas. Samme aften indfandt holdet sig i den tomme arena med 17.500 blå tilskuersæder. Ud over den karakteristiske skærende lyd af skøjter, der pisker hen over isen, hørtes blot stave, der stille og roligt blev banket mod banden.

Der var kun én mand på isen: Lars Eller. Han var iklædt sin hvide Adidas-træningstrøje og sprintede banen rundt en enkelt gang. I det øjeblik han passerede midterlinjen, hoppede holdkammeraterne ind på isen og påbegyndte formiddagstræningen.

Det var dagen for den femte Stanley Cup-finale, og Lars Eller havde for anden gang i træk fået retten til at gennemføre en hot lap – en anerkendelse af at være valgt som holdets talisman.

Det var en af de overtroiske traditioner, der nu og da opstår på et sportshold. For Washington Capitals skete det under et træningspas i første runde af slutspillet. Jay Beagle blev tosset over at vente på, at isen blev meldt klar efter ismaskinens rundtur, og i ren irritation sprintede han en omgang, mens holdkammeraterne undrende kiggede på.

Samme aften vandt Capitals udekampen over Columbus Blue Jackets. En tradition var født. Da Washington tabte på udebane, gik retten til hot lap videre til den flamboyante Alexander Ovechkin. Da han mistede sin ret, afstedkom det, at træner Barry Trotz – til stor overraskelse for spillerne – tog stafetten til den første udekamp i finaleserien i Vegas.

Det skabte grin og godt humør, og den løsslupne, selvironiske – og lidt for tunge – træner på rundfart var et godt billede på stemningen i og omkring Capitals-holdet i forsommeren 2018. Men Trotz måtte give opgaven videre, da Capitals tabte den første finalekamp.

»Da vi så skulle spille den anden finalekamp i Vegas, blev det min tur. Jeg kan ikke helt huske, om det var Alexander Ovechkin, eller hvem der valgte – eller om det blot var tilfældigheder. Mit navn blev råbt op af en eller anden, og så tog jeg bare turen. Vi vandt den anden kamp i serien Vegas, og jeg beholdt retten til hot lap, da vi skulle spille den femte kamp i serien.«

Lars Ellers store øjeblik med Stanley Cup efter Washington Capitals’ 4-3 sejr over Vegas Golden Knights. Rødovre-drengen var den første dansker, der løftede verdens fornemste ishockeytrofæ.
Lars Ellers store øjeblik med Stanley Cup efter Washington Capitals’ 4-3 sejr over Vegas Golden Knights. Rødovre-drengen var den første dansker, der løftede verdens fornemste ishockeytrofæ. Foto: Ethan Miller
Vis mere

»Stemningen var helt speciel og anderledes end normalt. Jeg var spændt, alle var spændte, for vi havde simpelthen mulighed for at vinde Stanley Cup. Det var jo ikke til at fatte. Der var mange mennesker, jeg gerne ville vinde for. Ikke mindst min hustru og min datter og min familie, der var fløjet ind fra Danmark for at se kampen.«

»På kampdagen skulle vi spille klokken 17, tidligere end normalt, og jeg kom slet ikke ind i min normale rytme. Middagsluren måtte jeg springe over, og det havde også været umuligt at sove. Jeg havde en spænding i kroppen, som gjorde det svært at slappe af op til kampen,« husker Lars Eller.

I Vegas var stemningen sædvanen tro på højeste niveau, og hjemmeholdet havde kurs mod en forlængelse af serien, da Golden Knights-forwarden Reilly Smith kort før pausen mellem anden og tredje periode scorede til 3-2.

Føringen holdt til midt i tredje periode, hvor Devante Smith-Pelly udlignede for Washington. Og med otte minutter tilbage på kampuret var Lars Eller opmærksom.

»Der blev lagt en puck dybt i banen, vi forecheckede godt, og jeg vidste, at Brett Connolly ville skyde, hvis han fik pucken fra den position i angrebszonen. Så jeg søgte ind foran mål. Deres målmand var langt ude, og jeg prøvede at stille mig bag ham i stedet for foran ham. Pucken røg gennem benene på ham, pludselig lå den foran mig, og så var det bare at lægge den ind.«

»Vi var foran 4-3. Det var den der berømte marginal, jeg lige fik i den situation. Det skal indimellem til. Vegas tog målmanden ud til sidst, og Nicklas Bäckström brændte på tomt mål i stedet for at score til 5-3. Han ville normalt have scoret, men jeg nåede slet ikke at opfatte, at han brændte.«

»Vi var alle så fokuserede på, at sejren bare skulle køres hjem. Da kampen var færdig, var det som at være med i en film. Det hele eksploderede bare i en eller anden vild glædesrus, og havde jeg ikke set det efterfølgende på video, havde jeg næppe været i stand til at huske noget som helst fra den sidste del af kampen.«

»Det moment, hvor jeg fik lov at kigge op på mine forældre, min bror og min kone, lige inden jeg løftede pokalen, glemmer jeg aldrig. Vi var lang tid på isen efter kampen. Krammede og tog billeder og fejrede sejren. Derefter blev vi kørt tilbage på hotellet, hvor vi klædte om. Så var der fest. God mad og god vin, inden vi røg direkte ud i nattelivet i Vegas. Vores fly stod klar, når vi var klar til at flyve hjem,« husker Lars Eller.

Festen fortsatte oppe over skyerne og det næste lange stykke tid. Alexander Ovechkin havde i over et årti jagtet Stanley Cup-trofæet og måske troet, at det var slut. Rivalerne kaldte ham drillende 'den bedste spiller nogensinde, der aldrig vinder Stanley Cup', og han var blevet symbolet på et Capitals-hold, der havde været lige ved og næsten flere gange.

Russeren med det høje humør og den stærke karakter, der gerne tager en Dr. Pepper eller Pepsi Cola i stedet for den obligatoriske, energirigtige sportsdrik, lige inden han går ud til kampene og i periodepauserne, gik fuldstændig amok i glædesrus og tog nærmest Stanley Cup-trofæet til sig som sin ejendom.

Den 10. juni holdt Ovechkin privatfest med truppens andre russiske spillere, og da natten faldt på, tog han trofæet med op i sengen, gav pokalen et ordentligt bjørnekram og lagde sig til at sove med pokalen ved sin side. To dage senere tog Washington Capitals-spillerne Stanley Cup med ud i byen.

»Det var tæt på ubeskriveligt. Jeg får stadig gåsehud og har svært ved at finde ord for den dag. Vi sad i busser og kørte op ad Constitution Avenue forbi alle de store monumenter. Vi var 22 holdkammerater, der var hele byens midtpunkt, og det eneste, man kunne se, var en uendelig mængde af mennesker i røde trøjer.

»Det blev bare ved og ved, og det var en fuldstændig syret oplevelse. Vi var på et af de mest historiske steder i verden, og alle ville fejre os. Hele paraden tog tre-fire timer, solen skinnede, og folk, der havde været fans, før jeg blev født, græd af glæde over, at Washington havde vundet Stanley Cup,« husker Lars Eller.