Henrik Bach Nielsen stopper som DIU-formand næste år og går efter toppost i IIHF

Danmarks Ishockey Unions formand, Henrik Bach Nielsen, satser næste år på én af det internationale ishockeyforbund, IIHF's, tre øverste pladser som enten præsident, senior vicepræsident eller vicepræsident.

Derfor har han besluttet, at denne sæson bliver hans sidste i spidsen for dansk ishockey.

Efter 14 år som formand takker han af på det årlige repræsentantskabsmøde til sommer.

Henrik Bach Nielsen (i midten).
Henrik Bach Nielsen (i midten).
Vis mere

Siden årtusindskiftet har forretningsmanden og idrætspolitikeren fra Aalborg været involveret i ishockey. Først i AaB Ishockeys bestyrelse, fra 2005 i DIU's bestyrelse og fra 2007 som formand. I denne periode har dansk ishockey opnået en kolossal vækst sportsligt, medlemsmæssigt og økonomisk.

Antallet af skøjtehaller er steget fra 21 til 28, medlemstallet fra 4.000 til 5.500, og højdepunkterne på isen har været VM-kvartfinalerne med herrelandsholdet, kvindelandsholdets oprykning til bedste VM-gruppe og fem år med U20-herrelandsholdet i verdens top-10.

Ved VM i 2018 i København og Herning markerede DIU sig som arrangør i verdensklasse. 520.000 feststemte tilskuere overværede det største sportsarrangement i Danmark nogensinde.

I 2025 kommer verdenseliten igen på besøg, når Danmark og Sverige i fællesskab arrangerer VM.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Henrik Bach Nielsens største smerte har været, at det endnu ikke er lykkedes Danmark at kvalificere sig til OL.

»Skulle jeg sige ja til en ny formandsperiode, ville jeg skulle sidde i 18 år. Det er længe, nok for længe, når det gælder sportspolitik og politik i al almindelighed. Derfor er det bedst for DIU og mig selv, at en anden tager over,« siger Henrik Bach Nielsen.

»I respekt for DIU kommer udmeldingen nu, således at der skabes god tid til processen hen mod repræsentantskabsmødet i juni 2021 om at finde en ny formand.«

På det internationale plan har Henrik Bach Nielsen været en stærk stemme. Han har siddet i IIHF's øverste ledelse, council, siden 2012 og skabt større åbenhed end tidligere. Han er formand for IIHF's medicinske komité og var manden, der flyttede OL-kvalifikationen fra februar til august, så nationerne kunne få deres NHL-spillere med.

Samtlige pladser i IIHF's council bliver vakante i 2021, hvor den schweiziske præsident, René Fasel, skal have en ny efterfølger, ligesom der skal vælges to nye vicepræsidenter.

Henrik Bach Nielsen er klar til at tage det næste skridt, men som han pointerer:

»Der er benhård kamp på den politiske scene i en global sport, og det er langtfra nogen naturlov, at en lille hockeynation som Danmark skal have en plads i toppen af hierarkiet.«