Den canadiske ishockeyspiller Adam Comrie er død i en tragisk motorcykelulykke. Han blev blot 30 år.

Det meddeler den østrigske klub Klagenfurt Athletic Sports Club på sin hjemmeside.

'Vi er alle i chok efter at have modtaget denne triste nyhed,' skriver klubben i en officiel meddelelse.

Ifølge klubben skete ulykken tæt på Adam Comries mors hjem i Virginia, USA, fredag.

Herefter måtte holdets cheftræner overbringe den triste nyhed til Comries tidligere holdkammerater.

'Vi har mistet en åbenhjertig og humoristisk person, der altid gav os et smil på læben. Han var en trofast og loyal ven,' skriver klubben og fortsætter:

'Hele klubben føler med Adams efterladte, og vi sender vores dybeste medfølelse i denne vanskelige tid. Hvil i fred.'

Adam Comrie blev i 2008 draftet af NHL-holdet Florida Panthers, men han nåede aldrig at repræsentere førsteholdet.

Heller ikke, da han skiftede til San Jose Sharks, blev det til spilletid i den bedste amerikanske række.

Derfor søgte han i 2018 mod Europa og mere spilletid, da han skiftede til Klagenfurt Athletic Sports Club.

Her nåede han 113 kampe for klubben, hvor han står noteret for 25 mål og 36 assists.

Adam Comrie blev tidligere på året fritstillet af den østrigske klub, efter sæsonen blev afsluttet før tid på grund af coronakrisen.