Lige under en halv milliard danske kroner.

Så meget bliver den amerikanske filmmand Tyler Perry nu sagsøgt for, efter endnu en skuespiller nu kommer med anklager om overgreb imod ham.

Det skriver PageSix, Deadline og People, der har set søgsmålet mod den 56-årige Tyler Perry.

I retsdokumenterne her fremgår det, at skuespilleren Mario Rodriguez anklager Tyler Perry for at have seksuelt krænket ham igennem en årrække.

Den første episode skulle være sket i 2018, hvor Tyler Perry skulle have fastholdt Mario Rodriquez i et »tæt kram«, mens han rørte ved hans kønsdele.

Mario Rodriguez har spillet med i Tyler Perrys film 'Boo! A Madea Halloween', og episoden skulle have fundet sted på et bøfhus, hvor de skulle diskutere en potentiel ny rolle til ham.

Mario Rodriquez (tredje fra højre) havde rollen som 'frat guy nummer 10' i Tyler Perry-filmen 'Boo! A Medea Halloween' fra 2016. Foto: Daniel McFadden / Lionsgate.
Mario Rodriquez (tredje fra højre) havde rollen som 'frat guy nummer 10' i Tyler Perry-filmen 'Boo! A Medea Halloween' fra 2016. Foto: Daniel McFadden / Lionsgate.

Efterfølgende skulle de være taget hjem til Tyler Perry, hvor han gjorde flere seksuelle tilnærmelser mod Mario Rodriguez, der dog skulle være sluppet fri og fik lige godt 32.000 kroner i kontanter 'stukket i lommen' som undskyldning.

Året efter, i 2019, skulle Tyler Perry så i stedet have forsøgt at få Mario Rodriquez' hænder ned i sine egne bukser.

Hertil skulle den grønne skuespiller så igen have modtaget en betaling på 32.000 kroner. 

Tyler Perrys advokat, Alex Spiro, affejer dog anklagerne som et uhæderligt forsøg på at rage penge fra hans rige klient.

Tyler Perry er skuespiller, instruktør og producent, foruden en af verdens rigeste.
Tyler Perry er skuespiller, instruktør og producent, foruden en af verdens rigeste. Foto: Chris Pizzello/AP/Ritzau Scanpix

»Efter at have fejlet i en anden sag mod hr. Perry, har den selvsamme advokat nu fremlagt et nyt krav fra mere end et årti siden, hvilket også vil blive et fejlslagent forsøg på pengebeslag,« lyder det fra Tyler Perrys advokat.

Både Tyler Perry og filmselskabet Lionsgate er sammen blevet sagsøgt af Mario Rodriquez, men filmselskabet har ikke kommenteret sagen.

De anklages i det nye søgsmål for at være vel vidende om overgrebene og samtidig ikke leve op til deres ansvar om at beskytte skuespillere mod filmmanden.

Også skuespilleren Derek Dixon har sagsøgt Tyler Perry for seksuelt overgreb. 

Derek Dixon fik sin debut som skuespiller i 'The Oval'-serien, som Tyler Perry instruerede i 2019. Foto: IMDB / Privat
Derek Dixon fik sin debut som skuespiller i 'The Oval'-serien, som Tyler Perry instruerede i 2019. Foto: IMDB / Privat

Her skulle skuespilleren, der har spillet med i Perrys film 'The Oval', være blevet antastet af filmmanden, der skulle være hoppet ned i sengen til ham og befamlet ham, mens han sov på hans gæsteværelse, ligesom han skulle have sendt ham grænseoverskridende beskeder.

Sagen blev af Tyler Perrys advokat slet og ret fejet væk som »et svindelnummer«, der dog fortsat skal for en dommer.

Begge de to skuespillere, der nu har sagsanlæg ude mod Tyler Perry, er repræsenteret af advokaten Jonathan Delshad.

Tyler Perry har haft stor succes som skuespiller, instruktør og producent, og for få år siden røg han helt op på Forbes liste over verdens allerrigeste. Læs mere om det HER.