Igen, igen, igen slår juleklassikeren 'All I Want for Christmas Is You' rekorder.
Og det betyder, at Mariah Carey for alvor kan kalde sig en af musikhistoriens største hitmagere.
For dagen inden juleaften har hun nemlig skrevet sig ind på en helt særlig liste – som den eneste i verden, skriver Billboard på deres hjemmeside.
I sidste uge kunne sangeren allerede juble, da hittet blev det første nogensinde til at ligge øverst på Billboard Hot 100 i 20 uger i træk.
Men det stopper ikke her.
For i denne uge er sangen endnu en gang strøget til tops på hitlisten – denne gang for 21. uge i træk.

Det betyder, at Mariah Carey nu samlet har rundet 100 uger som nummer ét på den amerikanske hitliste, hvilket aldrig er sket før.
Hun er dermed den første og eneste kunstner nogensinde, der har nået et trecifret antal uger på førstepladsen – og hun ligger langt foran Rihanna, der indtager andenpladsen med 60 uger.

