»Hvis folk ikke får flere børn, vil civilisationen bryde sammen. Mærk jer mine ord.«
Sådan sagde Elon Musk i 2021 i til The Wall Street Journal.
Man kan ikke skælde Tesla-milliardæren ud for ikke at lytte til sig selv. Han er nemlig netop blevet far – igen.
Det skriver People, der citerer Tesla-milliardærens biografi ‘Elon Musk’, der udkommer den 12. september.

Ifølge People er Elon Musk og sangeren Grimes blevet forældre for tredje gang. Denne gang til en søn.
Parret har i forvejen sønnen X Æ A-Xii, der blev født i 2020, samt datteren Exa Dark Sideræl fra 2021, som går under kaldenavnet Y.
Yngste skud på stammen har fået det mundrette navn Techno Mechanicus, men kaldes ifølge biografien Tau.
Udover de tre børn, som Musk i løbet af tre år har fået med den canadiske sanger, der også lyder det borgerlige navn, Claire Elise Boucher, er den 52-årige mangemillionær også far til de 19-årige tvillinger Xavier og Griffin og trillingerne Kai, Saxon og Damian på 17 år.
De fem børn har han fra et tidligere ægteskab med forfatteren Justine Wilson.
Sidste år kom det frem, at Elon Musk i al hemmelighed også har fået tvillinger med en af sine egne chefer fra firmaet Neuralink.
På baggrund af retsdokumenter kunne mediet Business Insider sidste år nemlig afsløre, at den dengang 51-årige Musk og Neuralink-chefen. Shinvon Zilis, i november 2021 bad retten om, at de tvillinger som Zilis havde fået, også fik efternavnet Musk.
Dermed er Elon Musk alt i alt altså oppe på at være far til 10.
