Der har været larmende stille fra popstjernen Britney Spears, siden hun i starten af marts blev anholdt og tilbragte natten på politistationen, efter hun havde kørt bil påvirket.
Efterfølgende gik hun under jorden, og offentligt har hun ikke givet så meget som et pip fra sig. Indtil nu.
For efter ellers at have slettet sin Instagram-konto, har Britney nu genoptaget sin aktivitet på sociale medier.
Profilen er igen oppe at køre, og her delte superstjernen en video af hende selv og sin søn, der filmer sig selv i spejlet.
»Jeg er rolig. Meget rolig,« siger Britney i videoen ifølge Page Six.
»Tak for al støtten. At bruge tid med familie og venner er en velsignelse,« siger hun videre.
Al kommunikation om popstjernens anholdelse er indtil nu gået gennem talspersoner og den 44-åriges manager.
Hendes manager har kaldt det en »uheldig hændelse,« mens en talsperson har kaldt det »utilgiveligt.«
Begge har i deres udtalelser udtrykt bekymring for megastjernen og italesat deres forhåbninger om, at hændelsen kan være med til at hjælpe hende i den rigtige retning fremover.

