Onsdag aften blev Britney Spears midlertidigt anholdt, mistænkt for at have kørt bil i påvirket tilstand.
Det bekræfter popfænomenets manager, Cade Hudson, nu overfor det amerikanske medie The Sun.
»Det var en uheldig hændelse, der er fuldstændig uundskyldelig,« lyder det her.
Britney Spears' manager udtaler videre, at han håber på, at anholdelsen vil være en øjenåbner for den 44-årige popstjerne, der længe har haft det svært.
Ikke mindst beder Cade Hudson om støtte til Britney Spears, som han fortæller er forenet med sine sønner.
»Britney kommer til at tage de rigtige skridt og overholde loven, og forhåbentligt kan det her være det første skridt i den længe tiltrængte forandring, der er nødvendig i Britneys liv,« lyder det bramfrit fra Cade Hudson.
Britney Spears blev ifølge flere amerikanske medier lagt i håndjern i Ventura County i Californien klokken 21.30 lokal tid onsdag aften.
Efterfølgende skulle hun være blevet ført af politiet på hospitalet til blodprøver og alkoholtest, før hun blev løsladt igen tidligt torsdag morgen.
Angiveligt er det planen, at Britney Spears skal for retten i sagen den 4. maj.
Efter anholdelsen er Britney Spears tilsyneladende selv gået under jorden. I al fald har hun mørklagt sine sociale medier. Læs mere om det HER.
