Hundredvis af gange havde hun sunget Eric Carmens gribende ballade før. Men dén aften ramte ordene hende med en lægtehammer.
'All by myself…' startede hun. Så tog følelserne magten over hende, og hun brød hulkende sammen. For det var dét, Céline Dion nu var. Helt alene. Uden sit livs kærlighed.
En kærlighed, som selv i dag – ni år efter mandens død – er så rodfæstet i hende, at hun i den finder styrke til at bekæmpe sin sygdom, tøjle den, så de børn, de fik sammen, ikke skal miste endnu en forælder.
»Hver gang jeg skal til behandling hos mine læger, har jeg et billede af ham med,« som hun for nylig sagde til People Magazine.
Som beskrevet i B.T. forleden, var Céline Dion kun 12 år gammel, da hun første gang mødte ham. René Angélil.
»Så åbnede han døren. Og denne mand, som var meget flot, velklædt og fornem, spurgte mig: 'kan du synge lidt af sangen for mig?',« mindedes Céline Dion i et nyligt interview med Vogue.
Så sang hun. Og den 26 år ældre producer begyndte at græde.
»Det var sådan, jeg mødte René,« sagde hun videre om manden, som finansierede hendes debutalbum og snart blev hendes manager.
Men gradvist spirede knap så forretningsmæssige følelser indeni hende. Følelser, der kun blev forstærket af, at de i 1985 – hvor hun var 17 – holdt et års pause i den voksende forretning Céline Dion.
»Før jeg faldt i søvn, lagde jeg et foto af ham under min hovedpude,« skrev hun senere i selvbiografien 'My Story, My Dream' og indrømmede, at hun holdt følelserne skjult for moderen, som hun delte værelse med.
»Jeg fik sværere og sværere ved at skjule for mig selv, at jeg var forelsket i René. Jeg havde alle symptomerne.«
Moderen – som agerede anstandsdame, indtil Céline Dion fyldte 19 – var ikke udelt begejstret. For ikke alene havde René Angélil to brudte ægteskaber bag sig. Der var også den store aldersforskel.
Men Céline Dion var stædig. Det var ham, hun ville have.
Det var dog først efter Celine Dions sejr i Eurovision tilbage i 1988 – hvor hun som 20-årig repræsenterede Schweiz – at de tog de første romantiske skridt.
Men kun de allernærmeste kendte til dem, og faktisk lykkedes det parret at holde forholdet og kærligheden skjult for offentligheden i fem år.
I december 1994 blev de gift i Montreals smukke Notre-Dame Basilica. Et bryllup, der blev transmitteret live på canadisk tv. Og i flere interviews har Céline Dion aldrig lagt skjul på, at »han fik det bedste frem i mig.« Som menneske og som artist.
For deres liv sammen blev et magisk parløb, hvor René Angélil sendte Céline Dion endnu tættere på stjernerne. Og da hun i 1997 sang den ikoniske 'My Heart Will Go On' til blockbusteren 'Titanic', var enhver tænkelig forhindring fjernet på berømmelsens vej.
På et professionelt plan havde hun nu opnået dét, hun altid havde drømt om: International berømmelse.
Alligevel var Céline Dion ikke i tvivl om, hvor hun skulle være, da hendes mand i 1999 fik konstateret halskræft.
Hun tog orlov for at være ved hans side.
»Når sådan noget sker, rammer det én hårdt. Men jeg følte mig stærk, for jeg vidste, at René havde brug for mig – måske for første gang i mit liv,« som hun år tilbage sagde til ETonline.
Efter 38 kemo- og strålebehandlinger blev René Angélil erklæret rask, og som en hyldest til livet og kærligheden valgte de i 2000 at blive gift igen og kunne tilmed snart fejre fødslen af deres første barn, sønnen Rene-Charles.
»I min erfaring med kræft, var jeg én af de heldige,« sagde en glædesstrålende René Angelil da også ved World Cancer Congress i 2012.
Men det var han ikke.
Året efter vendte kræften tilbage. For fuld styrke. Og igen var Céline Dion ved hans side og måtte i efteråret 2015 meddele sine fans, at han kun havde få måneder tilbage at leve i.
Og at hans eneste ønske var at dø i hendes arme.
Men også, at hun fortsatte sit liv på scenen. Insisterede på, at hun vendte tilbage til den, så han på den måde kunne sikre sig, at hendes – og dermed også børnenes – liv gik videre. Uden ham.
»Det var det sværeste for mig, for jeg vidste aldrig, om jeg kom hjem og så var han væk,« som Céline Dion siden fortalte i et interview med People Magazine om sine optrædener den sidste tid.
Ifølge magasinet ringede han 13. januar 2016 til hende backstage. Ønskede hende held og lykke og sendte kærlige tanker. Næste morgen var han død.
»Gået videre til sit næste liv,« som hun beskrev det.
Knap en måned efter, at hun sammen med deres tre børn havde taget de tunge skridt bag hans sorte kiste i selvsamme katedral, som de 22 år tidligere var blevet gift i, var hun tilbage i sit gamle liv, stod igen på scenen.
Og brød sammen midt under 'All By Myself'.
»Vi var et, og intet er ændret. Vi vil altid være et,« sagde hun efterfølgende ved koncerten.
I et interview med CBS News få måneder efter hans død, lagde hun dog ikke skjul på, at smerten og sorgen ikke stod alene.
»At se manden i mit liv forsvinde dag for dag var hårdt og derfor var det også en lettelse, da mit livs kærligheds lidelser sluttede, og jeg kunne sige til mig selv, at nu var han okay. Han fortjente ikke at lide længere.«
I dag ser hun ham i deres tre børn. Dem, for hvis skyld hun skal være stærk. Klare den, så de ikke mister endnu en forælder.
Men selvom René Angélil ikke længere er ved Celine Dions side, er han tilstede i hende. Altid.
»Jeg vil sørge over ham resten af mit liv. René har banet vejen for alt i mit liv, siden jeg var 12. Jeg har aldrig haft en anden mand i mit liv, har aldrig kysset andre end ham. Jeg savner ham, og jeg elsker ham stadig,« som hun for nylig sagde til The Sun.
»Han gav alt for mig.«
Læs også:
»I starten spurgte jeg 'hvorfor mig?'. Men livet giver dig ikke svar. Du er nødt til at leve det«Céline Dion viser sin grusomme skæbne: Jeg giver aldrig op
Hun ligger helt forkrampet og stiv på briksen. Fingrene stritter i alle retninger. Kroppen låst. Ansigtet fastfrosset i en smertefuld spasme. Hun klynker.
'Vi har dig chef', siger hendes lægeteam beroligende. Til en af verdens største popstjerner. Poppens præstinde, er hun blevet kaldt. Céline Dion.
»Når sådan noget sker, føler man sig så flov. Det er ikke rart at ikke have kontrol over sig selv,« siger hun bagefter. Hun, som har solgt 250 millioner albums
Den stærke scene - som du kan se længere nede i artiklen - er at finde i den med spænding ventede dokumentar 'I Am: Céline Dion', som netop har haft premiere på Amazon Prime Video og giver et gribende men også grusomt indblik i, hvilken fjende 56-årige Céline Dion er oppe imod.
Hendes kamp for at komme tilbage. Til en version af dén, hun var, før hun blev ramt af sygdommen SPS, stiff person syndrom. En så sjælden autoimmun sygdom, at kun én ud af en million rammes af den.
Hvorfor dén ene lige blev hende, klynker hun ikke over.
»Jeg ser stadig mig selv danse og synge. Og jeg finder altid en plan B og C. Sådan er jeg. Kan jeg ikke løbe, går jeg. Kan jeg ikke gå, kravler jeg. Men jeg stopper ikke. Jeg stopper ikke,« understreger hun i dokumentaren. Bevæget. Med tårer i øjnene.
Céline Dion var kun 13 år gammel, da hun debuterede. Og mødte sit livs kærlighed.
Som det yngste barn i en flok på 14 voksede hun op i den lille by Charlemagne i den canadiske provins Quebec.
Penge var der ikke mange af. Faktisk så få, at hun som baby lå i en kommodeskuffe, fordi der ikke var råd til en vugge.
Men til gengæld var der kærlighed. Masser af kærlighed. Og musik.
Hendes hjemmegående mor var musiker, og Celine kun fem år gammel, da hun optrådte første gang. Til sin brors bryllup.
At hendes talent overstrålede hendes søskendes, var moderen ikke i tvivl om, og sammen med en af Celine Dions brødre skrev hun år senere nummeret 'Ce n'était qu’un rêve' – på engelsk 'It was only a Dream' – til hende.
Men det var på ingen måde kun en drøm.
Ved et tilfælde landede en demo af nummeret på producer René Angélils bord, og han inviterede hende til et møde og bad hende synge sangen live. For han troede ikke på, at så ung en pige kunne synge sådan.
»Han ville være sikker på, at det virkelig var mig, der sang. Mens jeg sang, begyndte han at græde. Det var sådan, jeg mødte Rene,« fortalte Céline Dion tidligere i år i Vogue om ham, der blev hendes livs kærlighed.
René Angélil troede så meget på hende og hendes talent, at han tog et lån i sit hus for at finansiere hendes debutalbum. Som blev et massivt hit i Canada.
Snart blev den 26 år ældre producer også hendes manager. Og få år senere hendes kæreste. Og mand. Men det er en anden historie.
Succesen fik den 15 årige Céline Dion til at droppe skolen for at udleve sin drøm. Et valg, hun aldrig har fortrudt. For som hun sagde i Vogue:
»Jeg havde scenen, og jeg havde min familie. Jeg havde det bedste. Jeg ønskede ikke andet.«
27 A4 sider fylder hendes meritter på Wikipedia. Mere end 23 millioner hits popper op, når man søger hendes navn på google. 6,6 millioner følger hende på Instagram. Sangerinden med den gyldne stemme, som igen og igen har turneret verden tynd, været i pagt med sit trofaste publikum.
»Min stemme var mit livs dirigent. Jeg fulgte den,« som hun siger i dokumentaren om at udleve sin drøm.
Til gengæld glemte Céline Dion at lytte til sin indre stemme. Og satte sit helbred over styr.
Allerede i 2008 begyndte hun at kæmpe med en række uforklarlige symptomer, som forvandlede dét, der før havde været legende let, til en kamp.
Hun fik stemme kramper.
»Jeg var bange. Jeg var i vildrede,« beskriver hun i dokumentaren.
Men hendes fans anede intet, skulle intet vide. Så kampen foregik bag scenen, hvor Céline Dion tog op til 90 mg valium – en dødelig dosis – om dagen for overhovedet at kunne gennemføre sine shows. For ikke at skuffe sine fans.
Først i sommeren 2022 fik Céline Dion stillet dén diagnose, som hun et halvt år senere offentliggjorde. At hun var dén ene ud af en million, der var ramt af stiff person syndrom.
»I starten spurgte jeg 'hvorfor mig?'. Men livet giver dig ikke svar. Du er nødt til at leve det,« forklarede hun i Vogue og fortsatte:
»Som jeg ser det, har du to valg. Enten træner jeg som en atlet og arbejder super hårdt. Eller også slukker jeg for kontakten, og så er alt ovre.«
For Céline Dion var valget klart. Godt nok er SPS ikke en sygdom, man dør af. Men til gengæld ville hun dø indeni, hvis hun ikke kunne synge.
Så fem dage om ugen træner hun. Kroppen. Og stemmen.
Dokumentaren 'I Am: Céline Dion' følger hende på tætteste hold. Gennem hendes mange op- og nedture i sygdomsforløbet. Også dem, der er svære.
Som nu scenen, hvor hun får et krampeanfald. Som varer ti minutter, og som du kan se et uddrag af her:
I et interview med blandt andet Los Angeles Times har den prisvindende instruktør Irene Taylor ikke lagt skjul på, at hun – selvom hun havde fået grønt lys til at filme alt – var i tvivl om, hvorvidt hun overskred Celine Dions grænser ved netop at filme den brutale og sårbare scene.
Men da verdensstjernen efterfølgende så et råklip af den endelige dokumentar, var hun ikke i tvivl.
»Den scene skærer du ikke ud,« sagde hun til Irene Taylor.
For selvom det er hjerteskærende at være vidne til, siger klippet en hel del om, hvad det er for en fjende, Céline Dion er oppe imod. Og den kamp vil hun gerne vise.
Men også, at hun ikke har tænkt sig at give op. For hun vil tilbage til scenen. Til sit publikum. Sine sange. Og hun vil ikke fake, som hun følte, at hun gjorde alle de år, hvor kampen foregik bag scenen.
»Jeg kan ikke lyve længere. Der var gange, hvor jeg snød. Hvor jeg bankede på mikrofonen, som om det var dens skyld. Der var gange, hvor jeg måtte afbryde showet, og aldrig kom tilbage. Løgnen er for tung nu,« siger Céline Dion i dokumentaren, hvor man også ser og hører hende træne stemmen op, være i studiet og indsynge numre.
Og faktisk er det efter sådan en session, at hun får sit anfald.
'Er det fordi, jeg havde det for sjovt derinde?' spørger hun sit lægeteam.
De nikker.
'Hvad skal jeg gøre?'
'Vi skal finde en måde'.
Og det skal de. For Céline Dion stopper ikke.
For som hun klart udtrykte det i interviewet med Vogue:
»Jeg kan ikke sidde her og påstå, at jeg er klar om fire måneder. For jeg ved det ikke. Min krop vil sige hvornår. Men jeg vil heller ikke bare sidde og vente. For det er hårdt at leve fra dag til dag.«
»Men én ting, der aldrig vil stoppe, det er viljen. Passionen. Drømmen. Og målrettetheden.«
'I Am: Céline Dion' kan streames på Amazon Prime Video
Del: