Hun ligger helt forkrampet og stiv på briksen. Fingrene stritter i alle retninger. Kroppen låst. Ansigtet fastfrosset i en smertefuld spasme. Hun klynker.

'Vi har dig chef', siger hendes lægeteam beroligende. Til en af verdens største popstjerner. Poppens præstinde, er hun blevet kaldt. Céline Dion.

»Når sådan noget sker, føler man sig så flov. Det er ikke rart at ikke have kontrol over sig selv,« siger hun bagefter. Hun, som har solgt 250 millioner albums

Den stærke scene - som du kan se længere nede i artiklen - er at finde i den med spænding ventede dokumentar 'I Am: Céline Dion', som netop har haft premiere på Amazon Prime Video og giver et gribende men også grusomt indblik i, hvilken fjende 56-årige Céline Dion er oppe imod.

Så voldsomt ser det ud, da Céline Dion får et anfald. Videoen kan du se længere nede i atiklen.
Så voldsomt ser det ud, da Céline Dion får et anfald. Videoen kan du se længere nede i atiklen. Foto: Screendump/'I Am: Céline Dion'
Vis mere

Hendes kamp for at komme tilbage. Til en version af dén, hun var, før hun blev ramt af sygdommen SPS, stiff person syndrom. En så sjælden autoimmun sygdom, at kun én ud af en million rammes af den.

Hvorfor dén ene lige blev hende, klynker hun ikke over.

»Jeg ser stadig mig selv danse og synge. Og jeg finder altid en plan B og C. Sådan er jeg. Kan jeg ikke løbe, går jeg. Kan jeg ikke gå, kravler jeg. Men jeg stopper ikke. Jeg stopper ikke,« understreger hun i dokumentaren. Bevæget. Med tårer i øjnene.

Céline Dion var kun 13 år gammel, da hun debuterede. Og mødte sit livs kærlighed.

Som det yngste barn i en flok på 14 voksede hun op i den lille by Charlemagne i den canadiske provins Quebec.

Penge var der ikke mange af. Faktisk så få, at hun som baby lå i en kommodeskuffe, fordi der ikke var råd til en vugge.

Men til gengæld var der kærlighed. Masser af kærlighed. Og musik.

Hendes hjemmegående mor var musiker, og Celine kun fem år gammel, da hun optrådte første gang. Til sin brors bryllup.

Coveret til Céline Dions første single.
Coveret til Céline Dions første single. Foto: Privat/Celine Dion Instagram
Vis mere

At hendes talent overstrålede hendes søskendes, var moderen ikke i tvivl om, og sammen med en af Celine Dions brødre skrev hun år senere nummeret 'Ce n'était qu’un rêve' – på engelsk 'It was only a Dream' – til hende.

Men det var på ingen måde kun en drøm.

Ved et tilfælde landede en demo af nummeret på producer René Angélils bord, og han inviterede hende til et møde og bad hende synge sangen live. For han troede ikke på, at så ung en pige kunne synge sådan.

»Han ville være sikker på, at det virkelig var mig, der sang. Mens jeg sang, begyndte han at græde. Det var sådan, jeg mødte Rene,« fortalte Céline Dion tidligere i år i Vogue om ham, der blev hendes livs kærlighed.

René Angélil troede så meget på hende og hendes talent, at han tog et lån i sit hus for at finansiere hendes debutalbum. Som blev et massivt hit i Canada.

Céline Dion med sin mand, som hun mødte allerede som 13-årig.
Céline Dion med sin mand, som hun mødte allerede som 13-årig. Foto: Afp/Ritzau Scanpix
Vis mere

Snart blev den 26 år ældre producer også hendes manager. Og få år senere hendes kæreste. Og mand. Men det er en anden historie.

Succesen fik den 15 årige Céline Dion til at droppe skolen for at udleve sin drøm. Et valg, hun aldrig har fortrudt. For som hun sagde i Vogue:

»Jeg havde scenen, og jeg havde min familie. Jeg havde det bedste. Jeg ønskede ikke andet.«

27 A4 sider fylder hendes meritter på Wikipedia. Mere end 23 millioner hits popper op, når man søger hendes navn på google. 6,6 millioner følger hende på Instagram. Sangerinden med den gyldne stemme, som igen og igen har turneret verden tynd, været i pagt med sit trofaste publikum.

At synge og optræde på scenen har altid været dét, der var indbegrebet af Céline Dions drøm.
At synge og optræde på scenen har altid været dét, der var indbegrebet af Céline Dions drøm. Foto: Alice Chiche/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Min stemme var mit livs dirigent. Jeg fulgte den,« som hun siger i dokumentaren om at udleve sin drøm.

Til gengæld glemte Céline Dion at lytte til sin indre stemme. Og satte sit helbred over styr.

Allerede i 2008 begyndte hun at kæmpe med en række uforklarlige symptomer, som forvandlede dét, der før havde været legende let, til en kamp.

Hun fik stemme kramper.

»Jeg var bange. Jeg var i vildrede,« beskriver hun i dokumentaren.

Men hendes fans anede intet, skulle intet vide. Så kampen foregik bag scenen, hvor Céline Dion tog op til 90 mg valium – en dødelig dosis – om dagen for overhovedet at kunne gennemføre sine shows. For ikke at skuffe sine fans.

Først i sommeren 2022 fik Céline Dion stillet dén diagnose, som hun et halvt år senere offentliggjorde. At hun var dén ene ud af en million, der var ramt af stiff person syndrom.

»I starten spurgte jeg 'hvorfor mig?'. Men livet giver dig ikke svar. Du er nødt til at leve det,« forklarede hun i Vogue og fortsatte:

»Som jeg ser det, har du to valg. Enten træner jeg som en atlet og arbejder super hårdt. Eller også slukker jeg for kontakten, og så er alt ovre.«

For Céline Dion var valget klart. Godt nok er SPS ikke en sygdom, man dør af. Men til gengæld ville hun dø indeni, hvis hun ikke kunne synge.

Så fem dage om ugen træner hun. Kroppen. Og stemmen.

Dokumentaren 'I Am: Céline Dion' følger hende på tætteste hold. Gennem hendes mange op- og nedture i sygdomsforløbet. Også dem, der er svære.

Som nu scenen, hvor hun får et krampeanfald. Som varer ti minutter, og som du kan se et uddrag af her:

I et interview med blandt andet Los Angeles Times har den prisvindende instruktør Irene Taylor ikke lagt skjul på, at hun – selvom hun havde fået grønt lys til at filme alt – var i tvivl om, hvorvidt hun overskred Celine Dions grænser ved netop at filme den brutale og sårbare scene.

Men da verdensstjernen efterfølgende så et råklip af den endelige dokumentar, var hun ikke i tvivl.

»Den scene skærer du ikke ud,« sagde hun til Irene Taylor.

For selvom det er hjerteskærende at være vidne til, siger klippet en hel del om, hvad det er for en fjende, Céline Dion er oppe imod. Og den kamp vil hun gerne vise.

Céline Dion omgivet af sine loyale fans, som betyder alt for hende.
Céline Dion omgivet af sine loyale fans, som betyder alt for hende. Foto: Charles Sykes/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men også, at hun ikke har tænkt sig at give op. For hun vil tilbage til scenen. Til sit publikum. Sine sange. Og hun vil ikke fake, som hun følte, at hun gjorde alle de år, hvor kampen foregik bag scenen.

»Jeg kan ikke lyve længere. Der var gange, hvor jeg snød. Hvor jeg bankede på mikrofonen, som om det var dens skyld. Der var gange, hvor jeg måtte afbryde showet, og aldrig kom tilbage. Løgnen er for tung nu,« siger Céline Dion i dokumentaren, hvor man også ser og hører hende træne stemmen op, være i studiet og indsynge numre.

Og faktisk er det efter sådan en session, at hun får sit anfald.

'Er det fordi, jeg havde det for sjovt derinde?' spørger hun sit lægeteam.

En sejrrig Céline Dion under indspilningerne til dokumentaren 'I Am: Céline Dion'.
En sejrrig Céline Dion under indspilningerne til dokumentaren 'I Am: Céline Dion'. Foto: Amazon MGM Studios
Vis mere

De nikker.

'Hvad skal jeg gøre?'

'Vi skal finde en måde'.

Og det skal de. For Céline Dion stopper ikke.

For som hun klart udtrykte det i interviewet med Vogue:

»Jeg kan ikke sidde her og påstå, at jeg er klar om fire måneder. For jeg ved det ikke. Min krop vil sige hvornår. Men jeg vil heller ikke bare sidde og vente. For det er hårdt at leve fra dag til dag.«

»Men én ting, der aldrig vil stoppe, det er viljen. Passionen. Drømmen. Og målrettetheden.«

'I Am: Céline Dion' kan streames på Amazon Prime Video