De fleste, der har været igennem en skilsmisse vil kunne nikke genkendende til, at det er en hård omgang.

Men de færreste skilsmisser er så hårde – og langtrukne – som Hollywood-stjernerne Angelina Jolie og Brad Pitts. Nu er der langt om længe faldet en afgørelse.

Efter otte års stridigheder har Brad Pitt og Angelina Jolie har indgået et forlig om deres skilsmisse. Det skriver People.

Til sammenligning nåede de to stjerneskuespillere at være gift i to år.

Det hele startede, da Jolie beskyldte Pitt for at have opført sig voldeligt overfor hende og flere af parrets seks børn under en flyvetur i 2016. 

Efterfølgende har Angelina Jolie beskyldt Brad Pitt for flere tilfælde af vold og ydmygelser af deres børn og af hende. Brad Pitt har benægtet alle anklager. Politiet undersøgte sagen fra flyet, og Hollywood-stjernen blev hverken sigtet eller tiltalt.

I 2016 gik Angelina Jolie og Brad Pitt fra hinanden, og i 2019 blev de officielt skilt.

Ikke desto mindre har de to fortsat en bitter strid om skilsmisseaftalen – ikke mindst angående forældrerettigheden

I 2007 var der varme følelser mellem Angelina Jolie og Brad Pitt. Siden blev luften mellem dem iskold.
I 2007 var der varme følelser mellem Angelina Jolie og Brad Pitt. Siden blev luften mellem dem iskold. Mediapunch/AP/Ritzau Scanpix

Brad Pitt har krævet delt forældremyndighed, mens Angelina Jolie har krævet at få den fulde forældremyndighed til parrets seks børn.

Ifølge People underskrev 49-årige Jolie og 61-årige Pitt skilsmisseaftalen 30. december, men mediet melder ikke noget om, på hvilke vilkår.

Tomb Raider-skuespillerens advokat bekræfter, at der nu langt om længe er lagt låg på skilsmissesagen.

»Dette er blot en del af en lang proces, som startede for otte år siden. Helt ærligt, Angelina er udmattet, men hun er lettet over, at det nu er overstået,« siger Jolies advokat James Simon til People.

En repræsentant for Brad Pitt har afvist at kommentere sagen over for People.

Hverken Brad Pitt eller hans advokat har umiddelbart kommenteret nyheden offentligt.

Angelina Jolie og Brad Pitt mødte hinanden i 2004 under indspilningerne til filmen 'Mr. & Mrs. Smith'. Siden blev de et par, og i 2014 giftede de sig.

De to gik fra hinanden i 2016 efter 11 års forhold, hvoraf to af årene var som ægtepar.