Skilsmissen mellem Angelina Jolie og Brad Pitt tog fire gange så længe, som deres ægteskab varede.
Udover forældremyndigheden over deres seks børn, var det særligt en fransk vingård, der trak stridighederne ud – og nu er der igen ild i den ballade.

»Op til i dag har børnene og jeg aldrig sat fod på ejendommen igen på grund af dens tilknytning til de smertefulde hændelser, der ledte frem til skilsmissen,« skriver Angelina Jolie i et retsligt svar.
Angelina Jolie solgte sin andel af vingården Château Miraval for fire år tilbage til den russiske oligark Yuri Shefler.
Det fik Brad Pitt til at sagsøge sin ekskone, som han mente havde handlet »hævngerrigt« ved at sælge vingården uden hans viden.
Og den retssag er altså endnu langt fra slut, hvor Angelina Jolie nu har reageret ved at indgive sit retlige svar på striden over vingården til Højesteretten i Los Angeles.

Ifølge Angelina Jolie var det dog Brad Pitt, der havde nægtet at gennemføre salget af vingården dengang, hvis ikke hun trak sine anklager om vold tilbage.
For hun har tidligere forklaret, at hun ønskede at blive skilt fra Brad Pitt, efter han skulle have været voldelig overfor hende og deres børn på en flyrejse.
Brad Pitt har selv afvist anklagerne om vold, ligesom politiet undersøgte sagen uden at rejse sigtelse.
Men nu fortæller Angelina Jolie altså overfor retten, at hun gav Brad Pitt den fulde råderet over vingården foruden deres hjem dengang, fordi hun håbede, det ville »gøre ham roligere«.

Angelina Jolie forklarer desuden i sit svar til retten, at hun efter skilsmissen ønskede at finde et nyt hjem til sig selv og børnene, hvilket gerne måtte være tæt på deres far, men at det var besværet af, at hendes »opsparing var bundet i Miraval«, som den franske vingård kaldes.
Angelina Jolie og Brad Pitt blev ikke mindst gift på Château Miraval i 2014.
I 2016 søgte Angelina Jolie dog om skilsmisse og den fulde forældremyndighed over parrets seks børn, den 24-årige Maddox, 21-årige Pax, 20-årige Zahara, 19-årige Shiloh og de 17-årige tvillinger Vivienne og Knox.
Sidste år blev parret officielt skilt efter otte års stridigheder om skilsmissen. Læs mere om det HER.