Amy Schumer har fået nok af mediernes og fans’ spekulationer.

Efter at komikeren slettede hele sin Instagram og kun lod et enkelt billede blive stående, hvor hun bærer en rød minikjole, tog rygterne fart.

Mange mente, at hun forsøgte at skjule perioden før sit vægttab.

Men den 44-årige stjerne afviser det på det kraftigste.

I opslaget skriver hun til sine 12,6 millioner følgere:

'Hej medier. Jeg slettede ikke mine gamle billeder, fordi de var fra før, jeg tabte mig. Det er en fortælling, I har skabt!'

'Jeg har altid været stolt af, hvordan jeg har set ud,' tilføjer hun.

Schumer har tidligere været åben om sin vægttabsrejse. Hun har blandt andet fortalt, at hun fik en fedtsugning i 2022, og om hvor »frygtelig« en oplevelse hun havde med Novo Nordisks vægttabsmedicin Ozempic.

Oprydningen på Instagram handler netop om hendes helbred, forklarer hun:

'Jeg har arbejdet på at være smertefri, og det er jeg endelig. Min endometriose er blevet bedre. Min ryg heler. Jeg har ikke længere Cushings syndrom, så mit ansigt er tilbage til normalt.'

I 2021 gennemgik Amy Schumer en operation for endometriose, hvor både livmoder og blindtarm blev fjernet.

Og i februar 2024 afslørede hun, at hun var blevet diagnosticeret med Cushing’s syndrom, en hormonel lidelse, som blandt andet påvirkede hendes udseende.

Stjernen understreger også, at Instagram ikke viser hele sandheden:

'Din Instagram er ikke din identitet. Det er en udvalgt version af det, du vil vise verden, og jeg føler mig stærk, smuk og har haft det sjovt med at dele det.'