Tv-kollega 'forfærdet' over grusomme anklager: Jokede med det i 2004
En mere end 20 år gammel vittighed bliver nu heftigt omtalt.

En mere end 20 år gammel vittighed bliver nu heftigt omtalt.

I 2004 fremførte Jonathan Ross en joke til 'Comedy Awards', som han troede var ganske uskyldig.
Men nu har joken, der handlede om tv-kollegaen David Walliams' forhold til 15-årige, fået en helt ny betydning.
For tirsdag kom det frem, at David Walliams er anklaget for at bruge sin magt og berømthed til at udnytte unge kvinder og teenagere til sex.
Jonathan Ross, der er kendt for flere tv-shows i eget navn, siger til Sky News, at han er »forfærdet« over beskyldningerne mod Walliams.
Han kommenterer samtidig den meget omtalte joke.
»Jeg erkender, at det er dybt chokerende at se optagelser af en joke, jeg fortalte ved Comedy Awards i 2004, hvor jeg gør nar af tanken om, at Walliams går hjem med en 15-årig.«

»Jeg blev forelagt joken af Comedy Awards' manuskriptteam, og jeg troede, at pointen var en henvisning til, at han offentligt havde været sammen med yngre kvinder – overdrevet for at opnå en komisk effekt.«
Ross kalder samtidig joken for en »smagsløs vittighed«, som han »aldrig kunne drømme« om at lave i dag.
»Havde jeg haft nogen grund til at mistænke, at den måske henviste til faktiske begivenheder, ville jeg ikke blot have nægtet at bruge den, men jeg ville heller ikke have følt mig tryg ved at fortsætte et personligt eller professionelt forhold til ham.«
David Walliams er en af Storbritanniens mest kendte tv-personligheder og bedst sælgende børnebogsforfattere.
Blandt de voldsomme anklager er beretninger fra to kvinder, der fortæller, at de mødte den britiske stjerne første gang, da de var 15 år.
Begge kvinder, der nu er i 30erne, siger, at de blev udsat for grooming af Walliams, hvilket har påvirket dem i næsten to årtier.
Walliams er også anklaget for at have misbrugt sin stilling som dommer i 'Britain's Got Talent' til at forfølge kvinder gennem tv-programmet og hos sit tidligere forlag, HarperCollins, hvor han havde et seksuelt forhold til en yngre medarbejder.
55-årige Walliams har benægtet alle beskyldninger.