Voldsomme anklager har ramt David Walliams, der er en af Storbritanniens mest kendte tv-personligheder og bedst sælgende børnebogsforfattere.

Anklagerne går på, at han har brugt sin magt og berømthed til at udnytte unge kvinder og teenagere til sex.

Det oplyser The Guardian og ITV News, der har talt med 30 kilder i sagen.

Blandt anklagerne er beretninger fra to kvinder, der fortæller, at de mødte den britiske stjerne første gang, da de var 15 år.

Begge kvinder, der nu er i 30erne, siger, at de blev udsat for grooming af Walliams, hvilket har påvirket dem i næsten to årtier.

Walliams er også anklaget for at have misbrugt sin stilling som dommer i 'Britain's Got Talent' til at forfølge kvinder gennem tv-programmet og hos sit tidligere forlag, HarperCollins, hvor han havde et seksuelt forhold til en yngre medarbejder.

David Walliams fik i 2017 overrakt den britiske orden OBE, der står for Officer of the Order of the British Empire. Foto: Philip Toscano/AFP/Ritzau Scanpix

I sidste uge blev det oplyst i højesteretten, at Walliams to gange har forsøgt at tage sit eget liv, efter medierne første gang konfronterede ham med kvindernes beskyldninger i maj.

Walliams' advokater udtaler, at hans selvmordsforsøg ikke var et tegn på skyld, men snarere en frygt for offentlig skam, der stammede fra et traume i barndommen.

Den 55-årige brite er indlagt på et psykiatrisk hospital som følge af sagen.

Han forsøgte i første omgang at forhindre, at offentligheden fik nys om sagen, men det blev afvist af retten.

Mandag meddelte hans advokater, at han ikke ville anke kendelsen, hvilket nu giver mulighed for at offentliggøre kvindernes historier.

Højesteretsdommeren, Justice Nicklin, anerkendte i retten, at der er en reel og alvorlig risiko for selvmord.

Han konkluderede dog, at sagen er af »væsentlig offentlig interesse«, og at retten derfor ikke har en forpligtelse til at beskytte Walliams.

I et personligt brev til The Guardian og ITV News har hovedpersonen benægtet alle beskyldninger.

»Når jeg ser tilbage, indser jeg, at jeg til tider opførte mig uovervejet over for andre mennesker, som jeg havde uforpligtende seksuelle forhold til. Og selvom der uundgåeligt opstår en magtubalance, når den ene part er berømt, er det noget helt andet at misbruge den magt, og det er noget, jeg aldrig har gjort.«

»Jeg er ikke et seksuelt rovdyr. Jeg har ikke overtrådt loven, men jeg er dybt bedrøvet over, at nogle af de kvinder, jeg mødte for 10 til 20 år siden, nu har givet udtryk for, at de føler sig såret eller er vrede på mig,« skriver han.