Den kendte sanger Lionel Richie er blevet indlagt efter en koncert.

Sådan lød det i flere medier sent mandag aften dansk tid – og nu løfter en kilde, der skal have kendskab til situationen, sløret for flere detaljer.

For til ABC News hævder kilden, der ifølge mediet er tæt på den 77-årige amerikanske sangers turné, at Lionel Richie af ren forsigtighed skal have valgt at indlægge sig selv.

Indlæggelsen skal være sket efter en koncert i St. Louis i lørdags.

Det amerikanske sladdermedie TMZ var mandag først med meldingen om, at 'Hello'-sangeren skulle være blevet indlagt – og mediet berettede, at det angiveligt skulle være sket, efter at koncertgæster så, at sangeren så ud til at have det svært mod slutningen af sit show.

Blandt andet lød det, at han måtte fremføre sin sidste sang, 'All Night Long', mens han sad ned.

Lionel Richie ses her i november 2022. Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix

Hos Los Angeles Times lyder det, at repræsentanter for Richie ikke har ønsket at kommentere årsagen til hans indlæggelse eller hans prognose. 

Det forlyder dog ifølge mediet, at sangeren angiveligt er i stabil tilstand og har det godt.

TMZ skrev mandag – ligeledes baseret på unavngivne kilder – at Lionel Richie havde indlagt sig selv på et lokalt hospital for at få foretaget nogle undersøgelser.

Endnu har hverken Lionel Richie selv eller repræsentanter for ham udtalt sig om sagen.

Lionel Richie, der er 77 år, ses her i februar 2024. Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er ikke første gang denne sommer, at den 77-årige 'Say You, Say Me'-sanger er blevet indlagt. 

Det sammen skete også i juni, hvor han blev dårlig under en koncert i Minnesota.

Han måtte efterfølgende aflyse flere koncerter, før han kunne vende tilbage til scenen efter at være kommet sig.