Hayden Panettieres mor fortæller det selv.

Den seneste gang, de havde direkte kontakt, var således hele ti måneder før skuespillerindens pludselige død i søndags. Det var i oktober sidste år.

»Sidste gang, vi talte sammen, var nok, da jeg var i Californien, hvor jeg forsøgte at hjælpe hende med at rydde op,« siger Lesley Vogel til NBC News:

»Ellers har vi bare skrevet sammen, men ikke i et stykke tid.«

Hendes ord understreger, hvordan Hayden Panettieres forhold til moren er faldet fuldstændigt fra hinanden.

Så sent som i maj fortalte den nu afdøde stjerne i et interview, at det sluttede i 2019.

Her fortalte skuespilleren sin mor, at hun ikke længere ville have hende som manager, som hun ellers havde været siden de første reklameroller kom, da Hayden Panettiere var helt spæd.

»Alt handlede om forretninger,« fortalte hun i podcasten 'On Purpose with Jay Shetty':

»Jeg sagde til hende: 'Jeg ønsker, at vi ikke længere arbejder sammen. Jeg vil bare have dig til at være min mor'.«

Ifølge Hayden Panettiere lød Lesley Vogels kontante reaktion dengang: »Du skylder mig.«

En storgrinende Hayden Panettiere, i 2022. Foto: Michael Tran/AFP/Ritzau Scanpix

»At hun var ligeglad med at have et forhold til mig, var en hård pille at sluge,« sagde Hayden Panettiere videre i podcasten.

Næsten samtidig gav hun over for US Weekly udtryk, at hun stadig havde håb for fremtiden. 

»Uheldigvis har vi ikke et forhold i øjeblikket, men det betyder ikke, at jeg ikke lader døren stå åben, hvis muligheden en dag skulle opstå,« lød det her fra Hayden Panettiere.

Historien understreger, hvordan skuespillerindens sidste år blev præget af afsavn og tab.

Så sent som i 2023 døde hendes bror Jansen som kun 28-årig.

B.T. har også beskrevet, hvordan Hayden Panettieres datter, Kaya, siden 2018 har boet i Europa med sin far, den tidligere boksestjerne Wladimir Klitschko – hvilket har givet »en følelsesmæssig smerte«.

Om sin datters død har Lesley Vogel sagt til NBC News, at det kan være »en kamp« at vokse op i underholdningsindustrien – og at børnestjerner ofte kommer ud på »et forkert spor«.

»Jeg tror, at det er svært at være tro over for sig selv, og jeg tror desværre, at Hayden mistede retningen, og jeg ville ønske, at det havde været anderledes. Jeg ville ønske, at hun havde været tro mod sig selv, fordi hun havde så mange utrolige egenskaber.«

Hayden Panettiere blev 36 år.