Billy Joel overrasker: Vender tilbage efter sjælden hjernesygdom
Det er dog ikke muligt at købe billetter til arrangementet, der kun er for studerende på Florida Atlantic University.

Det er dog ikke muligt at købe billetter til arrangementet, der kun er for studerende på Florida Atlantic University.

»Neurologen sagde til mig, at hver gang man optræder, er det som at få en hjernerystelse,« lød det fra Billy Joel i sidste måned.
Derfor var 'Piano Man'-stjernen, der er ramt af en sjælden hjernesygdom, heller ikke sikker på, at han nogensinde ville stå på en scene igen.
Men nu er der godt nyt.
For på Billy Joels egen Facebook-side fremgår det, at han vil optræde på Florida Atlantic University 14. december til »spørgsmål, svar« og »en smule musik«.
Det er altså ikke en fuld koncert, amerikaneren vil give, men derimod et arrangement, hvor de studerende – udover at høre noget musik – får mulighed for at stille spørgsmål til det 77-årige musikikon.
Derfor er det heller ikke muligt at købe billetter til showet, der kun er for de studerende, der går på universitetet.
Det var i marts sidste år, at Billy Joel måtte aflyse stribevis af koncerter, fordi han havde problemer med både hørelse, syn og balancen på grund af sygdommen Normal Pressure Hydroceohalus (NPH) – på dansk kaldet normaltrykshydrocefalus.
En sygdom, der får væske til at ophobe sig i hjernens hulrum.
Siden har rocklegenden fortalt, at hans balance »ikke er så god«, at han desværre også har »mistet lidt« af sin hørelse.
Derudover må han ikke længere køre bil eller motorcykel, hvilket har resulteret i, at han har været nødsaget til at sælge mere end 70 af sine motorcykler.