Billy Joel afslører: Må ikke optræde eller køre bil
Musiklegenden er hårdt ramt af den sjældne hjernesygdom, som sætter markante begrænsninger.

Musiklegenden er hårdt ramt af den sjældne hjernesygdom, som sætter markante begrænsninger.

Musiklegenden Billy Joel har kun sporadisk åbnet op om sin sjældne hjernesygdom, der hæmmer ham.
Men selvom 'Piano Man'-stjernen tidligere har udtalt, at sygdommen lyder værre, end den måske egentlig er, så er livet altså ikke en dans på roser.
I et stort interview med The Hollywood Reporter fortæller stjernen, at han nu må sælge sin kollektion af motorcykler, fordi hans læge siger, at han ikke må køre længere.
»Jeg kan ikke køre bil lige nu. Jeg må ikke køre,« siger han til mediet.
Det betyder, at han nu skal sælge mere end 70 motorcykler.
Billy Joel giver også en nedslående melding til de folk, som havde håbet på, at de snart kunne se ham optræde på scenen igen.
Det kommer nemlig heller ikke til at ske lige foreløbig. Billy Joels læge har nemlig givet strenge ordrer om, at han ikke skal optræde lige foreløbigt, lyder det.
»Neurologen sagde til mig, at hver gang man optræder, er det som at få en hjernerystelse,« siger Billy Joel.
Muligheden for, at han kan optræde i fremtiden, er dog ikke helt udelukket, men det kræver yderligere undersøgelser, lyder det.
Musiklegenden har tidligere fortalt, at hans balance »ikke er så god«, og at han desværre også har »mistet lidt af min hørelse«.
Han understreger dog, at han har det godt efter omstændighederne.
Sygdommen, som Billy Joel lider af, kaldes Normal Pressure Hydrocephalus (NPH) – på dansk kaldet normaltrykshydrocefalus.