Alverdens fodboldstjerner flokkes allerede dertil i øjeblikket for at score gigantiske millionbeløb
Og nu tyder noget på, at der meget snart bliver lagt en stor pose penge for også at få indflydelse i tennisverdenen.
Saudi-Arabien er nemlig ifølge flere internationale medier tæt på at få en ATP- samt WTA-turnering til det stenrige olieland, der bliver stærkt kritiseret for dets dokumenterede brud på menneskerettigheder.
Derfor har rygterne om mulige turneringer i Saudi-Arabien da også været et stort samtaleemne under weekendens pressemøder ved Wimbledon.

Og her gik den danske stjerne Holger Rune da heller ikke fri for at få spørgsmålet om, hvad han synes om turneringer på saudiarabiske hænder.
Noget, han dog ikke ønskede at tale ret meget om.
»Jeg ser selvfølgelig, hvad der sker, men jeg har ikke de store holdninger til det, for jeg fokuserer på, hvad jeg skal gøre på banen. Det kommer aldrig til at blive min beslutning, så jeg forholder mig ikke til det,« lød det fra danskeren på et pressemøde i London, inden han tilføjede:
»Nogle svarer, andre vil ikke. Sådan er det. Man kan ikke tvinge folk til det.«
I flere måneder har det i øvrigt været på tale, at Next Gen Finals, der er en ATP-finale for spillere på 21 år eller derunder, skal spilles i den saudiarabiske by Jeddah fremover.
Det vides endnu ikke, hvornår eventuelle aftaler mellem ATP samt WTA og Saudi-Arabien vil blive offentliggjort.