Det gik hårdt ud over en mikrofon, da Holger Rune torsdag pludselig blev stiktosset ved Australian Open.

I andenrundekampen, som han på chokerende vis tabte, var der nemlig en episode undervejs i kampen, der fik kampens dommer til at give danskeren en advarsel.

For kort inde i andet sæt var den unge tenniskomet nemlig så irriteret og opgivende over sit eget spil, at frustrationerne fik frit løb.

Og på det efterfølgende pressemøde blev Holger Rune da også spurgt ind til episoden.

Holger Rune fik en advarsel af kampens dommer.
Holger Rune fik en advarsel af kampens dommer. Tracey Nearmy/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg var ved at blive ramt i hovedet af mikrofonen, så det var bare selvforsvar,« lød det kort fra den skuffede danske stjerne.

Rune tabte torsdag på sensationel vis til den franske wildcard-spiller Arthur Cazaux med cifrene 6-7, 4-6, 6-4, 3-6.

Dermed måtte han for anden gang i træk forlade en grand slam-turnering, inden den nærmest var kommet i gang.

Danskeren slår dog fast, at US Open-nederlaget sidste år gjorde en del mere ondt, end det gør denne gang.

»Det var en håbløs kamp og periode i mit liv, så det er en meget anderledes situation lige nu. Når man ligger, hvor jeg ligger, så spiller alle jo stort set frit. Og når man giver dem lov til at spille godt, så gør de det, for de har intet at miste,« forklarede Holger Rune videre.

Du kan læse B.T.s dom over danskerens præstation LIGE HER.