Chok! Holger Rune er ude af Australian Open efter et KÆMPE DRAMA, hvor den danske stjerne undervejs blev rasende.

Herunder får du B.T.s dom over danskerens præstation.

Lad os slå én ting fast med det samme. Arthur Cazaux har lige spillet sit livs kamp. Det skal han have. For det var uhørt. Men det ændrer ikke på, at Holger Rune bør være klasser bedre end en wildcard-spiller, der aldrig har slået én fra top 30 i karrieren.

Også selv om danskeren generelt har det svært, når han møder en modstander, der server helt absurd godt, som Cazaux gjorde i dag.

For danskeren brød kun franskmandens serv en enkelt gang, og når han så alt for ofte ikke formåede at styre duellerne eller være kynisk og skarp nok på de afgørende bolde, så måtte det gå galt. Især når to af hans største våben – stopbolde og førsteserven – slet ikke fungerede, som de plejer.

Cifrene 6-7, 4-6, 6-4, 3-6 taler for sig selv. Danskeren er sendt ud af årets første grand slam.

Tracey Nearmy/Reuters/Ritzau Scanpix

Nej, nej, nej ... IKKE IGEN!

Det var en katastrofe ved US Open, og nu det her. Hvad er det, du har gang i, Holger?

Danskeren har åbenbart opbygget noget, der begynder at ligne et mindre grand slam-kompleks på rekordtid, og det er en smule foruroligende at se på.

Lige nu sidder vi chokerede, rystede og forstenede tilbage, så vi bringer en efterlysning på en forklaring. For vi har svært ved at fatte, hvad det var, der ramte os.

Dommeren gav Holger Rune en advarsel.
Dommeren gav Holger Rune en advarsel. Tracey Nearmy/Reuters/Ritzau Scanpix

Dybt frustreret, irriteret og opgivende smadrede Rune pludselig sin ketcher ind i en mikrofon, der hang bag dommerstolen.

Lyden af den, der bragede ned i jorden, fik hele Margaret Court til at spærre øjnene op. Lige her var Holger Rune i dyb krise, og det krævede en alvorlig snak med kampens dommer. Og en advarsel.

Ingen var nogensinde i tvivl om, hvad danskeren følte i de sekunder. Han var rasende!

Tracey Nearmy/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er LANG vej til tennistoppen for Holger Rune lige nu. Desværre.

Han er nødt til at vinde en turnering eller stable et andet kæmpe resultat på benene de kommende måneder, ellers kan det hurtigt ende, som det gjorde i efteråret. Og det må for alt i verden ikke ske.

Det er altafgørende, at tennisstjernen får en gigantisk succesoplevelse snart. Det kan stort set kun gå for langsomt.