Ikke alt er, som det plejer at være hos Holger Rune.

For den danske tennisstjernes mangeårige træner, Lars Christensen, er nemlig ikke rejst med stortalentet til Paris, hvor French Open begynder søndag.

Og for første gang i karrieren skal den unge stjerne dermed spille en grand slam-turnering uden Lars Christensen på sidelinjen.

I stedet er det den franske trænerlegende Patrick Mouratoglou, der skal coache den unge komet undervejs på det berømte grusunderlag.

Holger Rune til fredagens pressemøde.
Holger Rune til fredagens pressemøde. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men derfor er Lars Christensen stadig en del af trænerteamet.

I disse uger foregår det blot over telefonen, fortæller Holger Rune til B.T. og resten af den fremmødte presse på Roland Garros-anlægget.

»Patrick er med mig, men Lars og jeg er i fin kontakt, så alt er godt. Jeg har faktisk senest snakket med ham i dag,« lyder det fra danskeren.

Han vil dog ikke ud med, hvad de to konkret har snakket om frem mod den prestigefyldte turnering i den franske hovedstad.

Stjernetræneren Patrick Mouratoglou (i gul og blå polo) står her ved siden af Lars Christensen ved Australian Open. Men det er ikke meget, man har set til den danske træner den seneste tid.
Stjernetræneren Patrick Mouratoglou (i gul og blå polo) står her ved siden af Lars Christensen ved Australian Open. Men det er ikke meget, man har set til den danske træner den seneste tid. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

»Det er privat,« lyder det fra Rune.

Lars Christensen har trænet Holger Rune, siden tennisprinsen har været barn, og derfor har der været stor mystik omkring, hvorfor den danske træner ikke har siddet på sin velkendte plads i spillerboksen under hele grussæsonen.

Noget, som Aneke Rune, der er Holger Runes mor og manager, torsdag satte ord på over for B.T.

»Det var planen, at Lars skulle have startet grussæsonen med Holger, men af forskellige årsager kom det ikke til at blive sådan, og Patrick trådte til med kort varsel i stedet, lød det fra tennismoren, inden hun slog fast, at der ikke tale om en permanent afsked med Lars Christensen.

»Og nej, Lars er ikke fyret,« lød det over for B.T.