Han er i øjeblikket i Italien, men det afholder ham ikke fra at stjæle opmærksomheden på amerikansk tv.
For onsdag aften blev den danske tenniskomet Holger Rune nemlig pludselig nævnt, da den australske verdensstjerne Nick Kyrgios gæstede Tennis Channels optaktsstudie til sæsonfinalen.
Som en del af optakten til braget mellem Alexander Zverev og Daniil Medvedev blev australieren bedt om at forholde sig til 2023-sæsonen bedste spillere.
Og i et klip, som Tennis Channel har lagt ud på det sociale medie X, roser Kyrgios danskeren for den sæson, han har haft.
»Holger Rune tog sig virkelig sammen her mod slutningen af året, efter han var igennem en svær periode. Men nu er han tilbage, og det er godt at se. Jeg kan virkelig godt lide ham,« lød det fra den australske tennisspiller.
Det er dog ikke første gang, at Nick Kyrgios taler varmt om det danske stortalent.
I et stort interview med B.T. i starten af året satte han nemlig ord på det venskab, som han har opbygget til Holger Rune de senere år.
Holger Rune skal torsdag aften spille en altafgørende kamp om at gå videre til semifinalen ved sæsonfinalen.
Her møder danskeren det italienske hjemmebanehåb Jannik Sinner.
Du kan følge braget live på bt.dk fra klokken 21.