Nick Kyrgios har set, hørt og oplevet lidt af hvert. Mest negativt.
Og derfor sender han nu en bøn til den danske tenniskomet Holger Rune.
For den australske verdensstjerne er nemlig konstant bevidst om, at den unge dansker netop har sparket døren ind til et liv med berømmelse og enorm opmærksomhed, men også et liv med konstant bevågenhed og kritik fra nærmest alle fronter.
Noget, der hurtigt kan gå helt galt, hvis ikke danskeren sørger for at bevare jordforbindelsen. Det fortæller Nick Kyrgios i et stort interview med B.T.

»Det er hårdt – især som ung spiller – at være i spotlightet hele tiden. Instagram, Facebook, Twitter, journalister og medier. Det er umuligt ikke at lade sig involvere i det, for sport og forretning hænger mere sammen nu, end det nogensinde har gjort,« lyder det, inden han tilføjer:
»Derfor er der også en stor del af Holger, der skal forholde sig til det, for han kan ikke lukke det ude. Det er et ansvar, man har, som tennisspiller.«
Nick Kyrgios ved om nogen, hvad han snakker om.
For den 27-årige tennisstjerne har nemlig været én af de mest udskældte spillere i verdenstoppen de seneste år.
Her er kritikken ofte væltet ned over den australske 'badboy' på grund af hans store temperament samt hans måde at spille på.
Og han ønsker for alt i verden ikke, at det samme sker for Holger Rune.
»Jeg har set så mange ekstreme ting, der har været negative, i min karriere, og det har ikke været nemt. Så jeg sender altid beskeder til Holger for at sikre mig, at han har det godt. For jeg ved, hvor svært det kan være, når folk har en mening om én,« forklarer han videre.
En ting er dog sikkert, hvis ikke det danske stortalent en dag skal ende i én af de mange faldgrupper, der følger med livet som en verdensstjerne.

Ifølge den australske stjerne skal Rune nemlig acceptere, at der altid vil være nogen, der har noget imod ham.
Uanset hvad han gør.
»Hvis der noget, jeg har lært, er det, at man aldrig kan gøre alle tilfredse. Der vil altid være kritik, og der vil altid være nogen, der kræver mere af dig eller siger, du kan gøre ting på andre måder. Men mit råd er, at Holger skal fokusere på det positive. Han er kun 19 år, men han er allerede i top-10 og spiller grand slam-kampe,« siger Kyrgios.
Men derudover har han faktisk ikke flere råd til danskeren.
For Holger Runes vej mod tennistoppen er ikke til at stoppe, hvis han fortsætter med at gøre, som han altid har gjort.
»Han opnår allerede store ting, så han skal bare nøjes med at lytte til folk omkring sig. Jeg ville ikke ændret noget ved Holger. Han skal bare fortsætte ud ad samme vej,« afslutter han.
Holger Rune og Nick Kyrgios brager i øvrigt sammen i en opvisningskamp i Royal Arena i København 24. maj ved Energi Danmark Champions Battle.
