Forrige år var det kæmpeedderkopperne, der invaderede Danmark. Nu er det tudserne, der kryber ind gennem døre og vinduer i hobetal.

Det må instagrammeren Anders Hemmingsen konstatere, efter at hans indbakke er blevet lagt ned af tudsevideoer fra bekymrede danskere.

Men der er absolut intet at være bekymret for, fortæller naturvejleder Anders Kofoed i tirsdagens udgave af B.T.s podcast 'Helt væk', hvor netop Anders Hemmingsen er vært.

»En tudse bliver stor og smuk, og hvis du har en dårlig dag, så går du lige ud og kigger den ind i øjnene – så har du aldrig set øjne, der er smukkere. Det kan godt være, den er grim, men øjnene er vildt fede,« siger Anders Kofoed og tilføjer, at du kan have fået dig en ven for de næste 30-40 år, hvis du lader den blive.

Lige nu er det højsæson for tudser inden døre, fortæller han. Padden er nemlig på vej i vinterhi, og så kan det være fristende at gå ind i varmen gennem en åben dør eller et vindue. Især en fugtig, varm kælder er lækker for den lille tudse, men en gang imellem får den forvildet sig ind på stuegulvet, som man kan se i videoerne, som Anders Hemmingsen har fået tilsendt af sine følgere.

Og her skal den helst ikke blive boende.

»Så skal man være sød og sætte den ud igen. Det kan godt være, den tror, der er rart inde i et hus, men det er der faktisk ikke, for vores huse er voldsomt tørre sammenlignet med udemiljøet, så de kan ikke tåle at være der en hel vinter,« siger Anders Kofoed.

Oftest ender tudserne dog i kælderskakten, fordi det viser sig, at det ikke er lige så nemt at komme op ad trappen, som det var at komme ned. Og her kan man godt lade den blive. Men man kan også være den barmhjertige samaritaner, der tager den op og sætter den under en busk, hvor den kan gennem sig.

Der er ingen grund til at begynde at fodre den lige nu. For den lukker alligevel ned for systemet inden vinterhiet.

»Men næste forår kan du fodre den med regnorme og bænkebidere. Så kan du underholde dig med det. Der er ikke noget mere festligt end at se en tudse bide til en regnorm,« siger naturvejlederen.