Årets sidste afsnit af B.T.s podcast 'Helt væk med Hemmingsen' var undtagelsesvis uden en gæst.

Derfor tog de to værter, Anders Hemmingsen og Emma Wittendorf, en rundringning til de forskellige gæster, de har haft med i studiet det seneste år.

Deriblandt var den 37-årige danske smykkedesigner Mai Manniche. Tidligere på året var hun ude for et dramatisk uheld i Antwerpen, hvor hun var nede for at kigge på diamanter sammen med sin mor.

På sin morgengåtur spankulerede hun lige så stille ned ad gaden. Men pludselig bliver en scooter ramt af en bil, der flyver videre ind i Mai Manniche, som bliver slynget ned i jorden.

Et brækket ben, albue og håndled var resultatet af den voldsomme ulykke, og i dag priser hun sig lykkelig for, det 'kun' var brækkede lemmer, det hele endte med.

»Jeg synes, jeg altid har haft et meget positivt sind, men det her har virkelig sat tingene i perspektiv. Jeg lå stille i tre uger, hvor jeg ikke kunne noget som helst,« siger Mai Manniche til 'Helt væk med Hemmingsen'.

Da den umiddelbare behandling i Belgien var overstået, blev Mai Manniche kørt i ambulance til Danmark, hvor hun skulle opereres på et dansk hospital.

I dag, knap tre måneder efter den dramatiske ulykke, er den 37-årige smykkedesigner dog i klar bedring.

»Jeg går igen, og alt er godt, og det kunne være gået meget værre, end det gjorde. Jeg er taknemmelig for, at jeg lever,« siger Mai Manniche.

Undervejs bliver Mai Manniche også spurgt om, hvordan det går i kærlighedslivet, men den snak lukker smykkedesigneren meget hurtigt ned.

»Og det er jo så det næste, og det holder jeg helt privat,« siger en grinende Mai Manniche og tilføjer:

»Jeg skal nok sige til, hvis der er noget en dag,« siger Mai Manniche.

Mai Manniche designer smykker i sit eget brand, JewlsCPH, der har butikker i både Aarhus og København.