»Jeg må simpelthen sprænge den der kærlighedsballon. Jeg har desværre én, jeg har et godt øje til for tiden.«

Med de ord afslørede komiker Victor Lander tirsdag i live radio, at han har fundet sig en kæreste. Godt nyt for ham, men ærgerligt nyt for værterne på 'Helt væk med Hemmingsen'.

Anders Hemmingsen og Emma Wittendoff troede nemlig lige, at de gik Amors ærinde for komikeren, der dog viste sig slet ikke at have brug for deres hjælp.

For at forstå, hvad i alverden der skete i tirsdagens afsnit af 'Helt væk med Hemmingsen', er her lidt baggrund:

I et tidligere afsnit havde Anders Hemmingsen og Emma Wittendoff lytteren Ida med i programmet. Ida syntes, at Victor Lander var en dejlig mand, og hun havde derfor skrevet til ham på Instagram.

Til Idas ærgelse svarede komikeren dog aldrig.

I tirsdagens program var Ida så endnu en gang med på en telefonlinje. Her forklarede hun, hvad, det var ved den 26-årige komiker, der var så tiltrækkende:

»Jeg går efter de tre H'er normalt. Dem opfylder Victor Lander. Han er høj, handsome og har god humor.«

Hvad, Ida ikke vidste, var, at de to værter i dagens anledning legede Kirsten Giftekniv, og de havde derfor sørget for, at komikeren var med på telefon.

Victor Lander indledte med at fortælle, at det aldrig havde været hans hensigt ikke at svare på Idas besked. Og da han havde fået kendskab til beskeden, efter Ida første gang havde været med i 'Helt væk med Hemmingsen', var han straks gået ind for at svare.

»Men jeg har simpelthen ikke kunnet finde den,« fortæller han.

Tirsdag mødtes de to altså i live radio. Gæstevært Simon Talbot satte romantisk musik på. Anders Hemmingsen og Emma Wittendoff opfordrede dem til at mødes. Alt spillede.

Altså lige indtil Victor Lander måtte »sprænge kærlighedsbalonen« og offentligt fortælle, at han altså er en optaget mand.

Du kan hører hele programmet i playeren øverst i artiklen.