De fleste håndboldfans har nok bemærket én detalje, der er ændret, når de danske håndboldherrer lige nu forsøger at feje al modstand af banen ved årets VM:

Stillingen. Den er der – men hvor den normalt står i toppen af skærmen, er den nu rykket ned i bunden. Noget, der har vakt undren hos seerne. Men der er en grund til, at stillingen er rykket, skriver TV 2 Sport.

Det er sportsagenturet Lagardère, der står bag beslutningen.

»Ideen er, at det bliver nemmere at følge med i alle aktionerne mod spillernes overkroppe, som der er mange af i håndbold. Tidligere var den slags ofte skjult bag grafikken i toppen af billedet – især ved nærbillederne af en situation,« siger senior director i Lagardère Carsten Richter til TV 2 Sport.

Rasmus Lauge var flyvende lørdag aften mod Tunesien.
Rasmus Lauge var flyvende lørdag aften mod Tunesien. Henning Bagger

Lagardère, der er mediepartner for IHF, er de ansvarlige for tv-signalet ved årets VM i håndbold, og det betyder, at det ikke er muligt for TV 2 at placere stillingen et andet sted. Det skyldes, at grafikken, der placerer stillingen i kampene i bunden af skærmen, er en integreret del af tv-signalet.

Dermed kommer stillingen også til at stå i bunden af skærmen næste gang, det danske landshold skal på banen.

Det sker mandag aften klokken 20.15, når Nikolaj Jacobsens tropper skal forsøge at få tredje sejr på stribe mod Saudi-Arabien. Og efter den kamp skal Danmark allerede i aktion igen tirsdag aften klokken 20.45, hvor Østrig venter i Jyske Bank Boxen.

Du kan følge begge kampe LIVE på bt.dk.