Landsholdets storspillende sidsteskanse, Niklas Landin, kogte til tider under VM-afstraffelsen af Tunesien.

Selv om Danmark var godt i gang med at bøllebanke de nordafrikanske gæster, kunne anfører Landin stadig boble over af raseri, når det slovenske dommerpar leverede én af lørdagens mange mystiske kendelser.

»Det er måske for at sætte mig selv mere op. Men det er klart, at der var nogle ting, der irriterede mig en del. Nogengange skal man tie stille, og andre gange skal man sige, hvad man mener,« fortalte han efter kampen.

Danmark var foran efter 10 minutters spil foran 12-2, hvorefter de tvivlsomme kendelser begyndte at sive ud af dommerparret. Og det var ikke helt tilfældigt, tror Landin.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Man kan godt føle, at der kan være nogle kendelser, der bliver kaldt af medlidenhed. Der er nogle kendelser, som nok ikke var kommet, hvis det havde været en mere lige kamp.  Vi får pludselig ikke de straffe, som de får. Så nogle gange er der en tendens til noget medlidenheds-medløberi.«

Når han ikke lige skælder ud på dommere, er den danske målmand er kommet forrygende i gang med VM-slutrunden, og lørdag belønnede B.T. ham med topkarakter.

»Jeg er rigtig fint tilfreds. Jeg er glad for at være kommet ind i turneringen på denne måde. Men jeg er også godt hjulpet af et fantastisk forsvar og et endnu mere fantastisk publikum,« fortalte Landin, der tror, at det danske storspil er kommet for at blive.

»Vi vil gerne vise modstanderne, at der ikke er noget at komme efter i denne gruppe. Vi ved også godt, at modstanderne fra nu af bare bliver stærkere og stærkere. Men vi skal holde fokus og vise hele turneringen, at lige meget hvem der står over for os, er vi klar.«