Total isolation på hotellet og meget strenge corona-regler.

Det er, hvad der kan vente flere af holdene til det kommende EM i håndbold. I hvert fald de hold der skal spille i Norge.

For bare én positiv corona-test under mesterskabet kan knuse medalje-drømmen.

»I Norge er det sådan, at hvis en spiller er smittet, bliver holdet taget ud. Og så er det i praksis færdigt i mesterskabet,« forklarer Erik Langerud, der er generalsekretær i det norske håndboldforbund, til TV 2 Norge.

Men det stopper ikke her, for bliver en spiller testet positiv, efter turneringen er startet, bliver den seneste modstanders hold også taget ud.

»De har haft nærkontakt i to gange 30 minutter. Derfor kommer vi til at være ekstremt strenge med retningslinjernehele tiden,« siger Erik Langerud om restriktionerne, der er kommet efter anbefalinger fra de norske myndigheder.

For at holde turneringen i gang og undgå coronatilfælde vil der som det ser ud nu være meget strenge retningslinjer, for de spillere der skal opholde sig i Norge.

De bliver isoleret, og det betyder, de hverken må se familie, venner, fans eller pressen. De kan ikke bare bevæge sig frit rundt, og det bliver dermed heller ikke muligt bare at gå ud for at trække noget frisk luft.

Det er endnu ikke meldt ud, om der i Danmark kommer ligeså strenge corona-restriktioner.
Det er endnu ikke meldt ud, om der i Danmark kommer ligeså strenge corona-restriktioner. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»De retningslinjer vi er underlagt, kommer vi til at følge 100 procent. Det er vi nødt til at gøre, og det gælder for alle. Man går ikke ud fra hotellet. Nogle går normalt ud og handler julegaver på en fridag, andre går ud for at drikke kaffe og så er der nogle, der mødes med familie og venner. Det går ikke denne gang,« siger Erik Langerud.

Norge deler værtsskabet med Danmark, men hos sidstnævnte er der ikke meldt lignende regler ud.

Lige nu er det sådan for de hold, der skal spille i Herning og Frederikshavn, at en spiller med en eventuel positiv test skal i isolation, indtil vedkommende er blevet testet igen.

EM i håndbold bliver fløjtet i gang den 3. december, og som følge af corona-situationen bliver det med maksimalt 500 tilskuere i Danmark - og det er inklusiv holdene, tv-produktion, den øvrige presse og lignende.