Det bliver ikke aktuelt at afvikle EM i håndbold med to forskellige corona-regelsæt i Danmark og Norge.

Sådan lyder det nu fra Per Bertelsen, der er formand i Dansk Håndbold Forbund.

Meldingen kommer efter, at det i weekenden kom frem, at man i Norge, der arrangerer slutrunden sammen med Danmark, arbejder med meget strikse restriktioner.

Konkret vil en positiv coronatest betyde, at både den pågældende spiller og hele holdet bliver sendt hjem fra EM. Og samme skæbne vil overgå det landshold, som det coronaramte hold senest har spillet imod.

Bo Amstrup

Omvendt arbejder man i Danmark med en model, hvor en positiv coronatest betyder, at spilleren kommer i karantæne, men hverken spillere eller landshold bliver sparket ud af turneringen.

Ifølge Per Bertelsen skaber det en urimelig konkurrencemæssig fordel for de hold, der spiller i Danmark.

»Rent sportsligt duer det slet ikke. Det hænger slet ikke sammen. Det kan vi sgu ikke leve med,« siger DHF-formanden og fortsætter:

»Vi kan ikke leve med, at halvdelen af holdene måske bliver sendt hjem fra Norge, og ingen i Danmark bliver sendt hjem. Det holder bare ikke en meter. Jeg ved, at EHF er i gang med at kigge på det, men hvad løsningen er, det ved jeg ikke. Det kan være, de vil gøre det samme i Danmark som i Norge,« siger han.

(ARKIV) DHF's formand, Per Bertelsen, deltager i DIF's årsmøde 2020 i Idrættens Hus i Brøndby lørdag 20. juni 2020. Dansk håndbold slikker sårene efter en langvarig strid mellem tre klubber og DHF. Nu bliver forbundets love præciseret i forsøget på at undgå nye konflikter. Det skriver Ritzau tirsdag 7. juli 2020. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) DHF's formand, Per Bertelsen, deltager i DIF's årsmøde 2020 i Idrættens Hus i Brøndby lørdag 20. juni 2020. Dansk håndbold slikker sårene efter en langvarig strid mellem tre klubber og DHF. Nu bliver forbundets love præciseret i forsøget på at undgå nye konflikter. Det skriver Ritzau tirsdag 7. juli 2020. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Claus Bech

B.T. har forsøgt at stille en række spørgsmål til EHF, men forbundet ønsker ikke at svare på konkrete spørgsmål. I stedet oplyser EHF-pressechef Thomas Schöenich følgende i en mail:

»Selvfølgelig er EHF opmærksom på de generelle foranstaltninger, der bliver gjort for at begrænse spredningen af covid-19 i Norge og Danmark.«

»Derfor samarbejder vi med de respektive myndigheder i de to lande om et overordnet hygiejnekoncept for mesterskabet i Norge og Danmark.«

»Når dette er bekræftet af alle de relevante parter, vil der være en fælles tilgang til håndteringen af mulige tilfælde af covid-19 under EM.«

EM-slutrunden skal efter planen afvikles i Danmark og Norge fra 3. december.

Sandra Toft, Anne Mette Hansen og de øvrige danske landsholdsspillere har hjemmebane i Boxen i det indledende gruppespil og mellemrunden, mens finaleweekenden spilles i Oslo.