Han behøver egentlig ikke at sige ret meget. 

For ansigtsudtrykket siger det hele.

Den danske landsholdsfløj Magnus har nemlig truffet en beslutning, der bringer det helt store smil frem hos ham.

»Jeg er meget glad, og jeg glæder mig,« lyder det som det første fra håndboldstjernen i et interview med B.T.

Årsagen er, at Kiel-spilleren meget snart vender hjem til Danmark. 

For til sommer skal han nemlig tørne ud for Aalborg Håndbold, hvor han har skrevet under på en fireårig kontrakt. Og dermed bliver danskeren genforenet med sin bror, Niklas Landin.

Landin-brødrene bliver genforenet i Aalborg.
Landin-brødrene bliver genforenet i Aalborg. FOTO: Alex Plavevski/EPA/Ritzau Scanpix

»Jeg tror bare, jeg savner Danmark rigtig meget. Familien er tæt på. Og Niklas er der. Jeg kan godt lige klemme nogle flere år ind med ham,« griner fløjspilleren.

I fem år nåede brødrene at spille sammen i den tyske storklub, inden målmanden vendte hjem til Aalborg Håndbold i 2023.

Der skulle så kun gå tre år, før de igen blev samlet.

»Jeg overvejede også, om jeg skulle blive bosiddende i udlandet. Flere år endda. Men da jeg gjorde det hele op for mig selv, så sagde min mavefornemmelse, at jeg skulle hjem,« lyder det videre fra Magnus Landin.

Magnus Landin har spillet i Kiel siden 2018.
Magnus Landin har spillet i Kiel siden 2018. FOTO: Marcel Von Fehrn/Picture Alliance/Ritzau Scanpix

Landsholdsspilleren havde da også tæt kontakt med sin storebror, mens forhandlinger stod på.

Primært fordi Niklas Landin på samme tid forhandlede en kontraktforlængelse på plads:

»Jeg var jo også vidende om hans drøftelser med klubben. Og jeg er sikker på, at han og familien først og fremmest er glade på mine vegne. Men jeg tror også, de er glade for, at de nu får besøg.«

Med skiftet hjem til Danmark sætter Magnus Landin dermed punktum for hele otte år i mægtige Kiel.

Og derfor bliver det da også et vemodigt farvel, når tiden i Tyskland snart er forbi:

»Det bliver specielt at sige farvel. Det er jo mange år. Og når jeg nærmer mig de sidste kampe, så tror jeg, jeg begynder at mærke det.«

»Det kommer til at påvirke mig. For klubben har betydet meget for mig,« afslutter han.