En af verdens bedste håndboldmålmænd gennem den seneste årrække Niklas Landin har ingen intentioner om at stoppe karrieren foreløbig.
Således har den 37-årige keeper sat sin underskrift på en ny kontrakt i Aalborg Håndbold, så den nu er gældende frem til sommeren 2029.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Landin skiftede til Aalborg i 2023 og er faldet godt til i byen og klubben.
- Samtidig er det fantastisk at være en del af en meget ambitiøs dansk klub, hvor forholdene for os spillere er helt i top. Det flugter perfekt med mine egne ambitioner, og jeg håber derfor også at kunne slutte min aktive karriere i Aalborg, siger Landin.
Aalborg dominerer den danske liga og er samtidig blevet en del af den europæiske top.
- Med den trup vi har i denne og de kommende sæsoner, tror jeg fuldt ud på, at vi kan fastholde pladsen som førerholdet i Danmark og forhåbentlig blive fast inventar ved Champions League Final 4-stævnet i Köln i de kommende år, siger målmanden.
Direktør Jan Larsen er meget tilfreds med, at det er lykkedes at lægge yderligere to år på Landins kontrakt.
- Der er ingen tvivl om, at Niklas fortsat er en spiller i absolut verdensklasse, hvilket vi så sent som i weekenden oplevede ved Final 4-stævnet i Herning, da han havde stor andel i sejrene over GOG og TMS Ringsted.
- Vi ved, at når det gælder de største kampe, så er Niklas på sit bedste og er ofte kampafgørende, roser Jan Larsen.
Han tilføjer, at Landin også fylder meget uden for banen.
- Hans rolle i klubben er kun vokset med tiden, og vi oplever hver dag en særdeles rutineret spiller, der går forrest og tager ansvar både på og uden for banen, ligesom han naturligt er en del af vores anførergruppe på holdet.
- Vi er ikke i tvivl om, at han kan bidrage markant til at opnå vores største mål om at vinde EHF Champions League, siger direktøren.
Landin stoppede på landsholdet i 2024. Han har tidligere spillet for GOG, Bjerringbro-Silkeborg, Rhein-Neckar Löwen og THW Kiel.
/ritzau/
