Paris Saint-Germain-træneren Raul Gonzalez har trænet et hav af stjerner.
Alligevel har han aldrig nogensinde haft nogen som Mikkel Hansen.
Det fortæller han til den franske avis L'Équipe, hvor han storroser den danske håndboldspiller.
»Hvis vi havde fået 21 straffekast, havde han scoret på 20. Når vi får et straffekast, tæller alle bare, at vi får et mål,« sagde han efter PSGs kamp mod Créteil i en kamp, hvor Hansen slog en rekord.

Den 33-årige dansker høvlede nemlig 11 ud af 12 mulige straffekast ind, hvilken er flere, end nogen nogensinde har formået det i den bedste franske håndboldrække.
»Jeg har aldrig set nogen, der er ligeså gode til det,« forklarer Raul Gonzalez.
Mikkel Hansen – der er den spiller, som har været i PSG længst tid af klubbens nuværende spillere – har scoret på 87,12 procent af sine forsøg i løbet af sine ti sæsoner.
L'Équipe har også spurgt den tidligere straffekastspecialist Guillaume Joli om, hvad der gør Mikkel Hansen så god.
Og franskmanden peger på flere ting, der gør danskeren til en unik skytte på straffekast.
»Hans tekniske kvaliteter, hans koncentration og erfaring. Han er så god til den bevægelse, og så er han så høj, at det er svært for målmændene,« forklarer Guillaume Joli.
Normalt er det langt kortere spillere end Mikkel Hansen, der får tjansen som straffekasttagere.
Siden sæsonstarten har Mikkel Hansen scoret 21 mål på straffekast ud af i alt 29 mål.


