Hvis man spørger en spansk Real Madrid-fan, er det nok de færreste, der vil mene, at Thomas Gravesen var en decideret succes i klubben.

Men hvis man spørger den spanske avis AS, er den danske midtbanespiller et seriøst emne, hvis man skal forsøge at stille kongeklubbens... dårligste startellever nogensinde.

»Han er formentlig den mærkeligste spiller, der nogensinde har været i Real Madrid,« skriver AS i starten af begrundelsen for, hvorfor Gravesen har sin plads på den dårligste midtbane i Real Madrids historie.

Gravesen spillede 49 kampe for Real Madrid fordelt på halvandet år fra januar 2005 til august 2006.

Thomas Gravesen i håndgemæng med Robinho under en træningslejr med Real Madrid i Østrig.
Thomas Gravesen i håndgemæng med Robinho under en træningslejr med Real Madrid i Østrig. Foto: FELIPE SEVILLANO
Vis mere

Den danske slider var en del af Galacticos-holdet, der talte adskillige af tidens største fodboldstjerner såsom Zinedine Zidane, David Beckham, Luis Figo, Ronaldo og Michael Owen.

Under den periode gjorde han også sig selv bemærket ved at komme i håndgemæng med brasilianske Robinho under en træning.

»Gravesen ville ikke modtage lægehjælp, når han var skadet, på grund af en eller anden mærkelig overbevisning. Han jokede uden særlig god smag foran sine medspillere. Han lagde sine kønsdele op på hovedet af en af sine tidligere medspillere i Everton under en forsæson. På banen stoppede han aldrig med at råbe ad sine medspillere, uanset om de var Galacticos,« skriver AS også.

På holdet får Thomas Gravesen blandt andet følgeskab af den engelske midterforsvarsspiller Jonathan Woodgate, der nærmest var kronisk skadet i sin tid i Real Madrid.

På venstrebacken finder man Fabio Coentrao, og på midtbanen har avisen eksempelvis valgt det franske mysterie Julien Faubert, der på helt mærkværdig vis fik et halvt år i Real Madrid.

Han spillede kun 54 minutter for klubben.

I angrebet finder man blandt andet italienske Antonio Cassano og den hollandske kant Royston Drenthe.

Du kan se Real Madrids 11 dårligste spillere nogensinde – ifølge AS – her:

Bizarri – Carlos Diogo, Jonathan Woodgate, Predrag Spasic, Fabio Coentrao – Thomas Gravesen, Pablo Garcia, Julien Faubert – Elvir Baljic, Antonio Cassano, Royston Drenthe.