Han er der ikke, men alle taler stadig om ham.
Christian Eriksen er fortsat det største samtaleemne i landsholdslejren i Helsingør, mens hele Fodbolddanmark er fanget i en form for uvished.
For efter landsholdsstjernens kollaps i Parken er der ikke ret mange andre end hovedpersonen selv, der ved, om de rød-hvide fans skal forberede sig på et landshold uden midtbanespilleren.
Men Kasper Hjulmands mandskab er stadig så stærkt, at vi kan tillade os at have store forventninger til mere dansk eufori i fremtiden. Det mener den tidligere landsholdsspiller Thomas Gravesen.

»Hvis jeg sad inde i Danmarks omklædningsrum og kiggede rundt på de spillere, vi har, som er stjerner i verdens største klubber, så ville jeg være ganske tryg,« siger han til B.T. og tilføjer:
»De viste, at de kan udfylde det tomrum, han efterlader. Vi skal ikke være nervøse for fremtiden.«
Inden fremtidssnakken dog for alvor tager fart, spoler vi lige tiden næsten tre måneder tilbage.
Helt præcist til 12. juni, hvor hele fodboldverdenen blev efterladt i chok, da Christian Eriksen pludselig faldt om med hjertestop i den danske nationalarena.

Ligesom alle andre, der så det ske, blev 45-årige Thomas Gravesen da også enormt berørt af den uhyggelige oplevelse.
»Det var en surrealistisk aften. Vi sidder i vores rød-hvide trøjer, og ud af det blå falder vores største stjerne inde i Parken. Det hele blev bare stille,« forklarer han og tilføjer:
»Vi var berørte alle sammen, og jeg var magtesløs. Derfor ringede jeg til en af mine rigtig gode venner for at få talt om, hvad det var, vi netop havde set, og hvad der kunne være sket. Det var nogle af de værste og frygteligste tanker.«
Tanker, der i dét øjeblik blev for meget for Gravesen.

»Det hele ramte mig pludselig. At se den måde, vores største stjerne faldt i nationalarenaen på, var en øjenåbner og tankevækkende.«
Det chokerende kollaps har da også betydet, at den danske Inter-stjerne endnu ikke har været tilbage på fodboldbanen.
Og derfor er det et dansk landshold, der lige nu kigger ind i en uvis fremtid i forhold til midtbanestjernen.
Men det bekymrer ikke Thomas Gravesen:
»Christian er en unik spiller, og han kan ikke erstattes én til én, men vi har så mange andre gode spillere, og vi fik nogle fantastiske indhop at se under EM,« forklarer han og fortsætter:
»Vi har allerede set, hvordan gruppen voksede sig stærk og tæt sammen. Det, de skabte under EM, har gjort, at landsholdet besidder noget, som ingen andre har. En stærk gruppe, hvor der er en fælles front.«
Samtidig påpeger han, at Danmarks landshold i forvejen er spækket med spillere, der nærmer sig Eriksens stjernestatus.
Og her er der særligt tre spillere, der skal tage et endnu større ansvar fremover, end de gør i forvejen.

»Vi har opbygget et fællesskab, hvor spillere som Simon Kjær, Pierre-Emile Højbjerg og Kasper Schmeichel viser en attitude, der signalerer: 'Det her er der ingen, der nogensinde skal tage fra os',« fortæller Thomas Gravesen og afslutter:
»Hjulmand har fået en gruppe, der har vist, at de tør at græde med hinanden, smile med hinanden, være der for hinanden samt vise følelser. Og det … Det er sgu vores landshold.«



